Der skal tages helt særlige hensyn til statens sikkerhed.
Sådan lød argumentet fra vicestatsadvokat Torben Thygesen, da Retten i Lyngby her til morgen tog hul på at skulle afgøre, om sagen mod Lars Findsen skal køre for lukkede døre.
Sagen mod den suspenderede chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) begynder til oktober.
Og ifølge vicestatsadokvaten er der meget på spil, hvis offentligheden får nogen som helst viden om, hvad det er for statshemmeligheder, Lars Findsen er tiltalt for at lække.
- Dørlukning er væsentligt for at kunne beskytte sikkerheden for Danmark og Danmarks borgere. Det er af hensyn til os alle sammen, sagde Torben Thygesen.
- Vi har to efterretningstjenester, der beskytter os. De er afhængige af oplysninger. Læk fra efterretningstjenester er uhyre skadelige. Det svækker tilliden til vores efterretningstjenester, lød det.
'Massive læk skete langt før'
Det var kun overordnede argumenter for og imod dørlukning, der kom på banen, inden pressen blev sendt ud.
For også forhandlingen om de lukkede døre under retssagen, skal ske for lukkede døre, besluttede dommeren.
Han henviste til begrundelsen om, at sagen indeholder højt klassificerede oplysninger.
Forsvarer Lars Kjeldsen nåede dog at protestere mod anklagemyndighedens argumenter, inden dørene blev lukkede.
- Torben Thygesen er inde på, at det centrale er, at det ikke må komme andre efterretningstjenester for øre, at der er sket læk af hævdede centrale oplysninger.
- Men her er det værd at bemærke, at det læk, man mener, der er er sket i denne sag, er sket langt tidligere end det, der er beskrevet i gerningsperioden.
Vicestatsadvokat Torben Thygesen forsøgte at afbryde med henvisning til, at sagens indhold er hemmeligt for offentligheden.
- Jeg siger ikke noget, om hvad det er for oplysninger, lød svaret fra Lars Kjeldsen.
- Men de har været lækket massivt i pressen langt tidligere end det, man hævder. Så hvad er det for en beskyttelse, som efterretningstjenesterne skal undergives, spurgte han videre.
DR og andre medier har tidligere beskrevet, at efterforskningen mod Lars Findsen tog afsæt i sagen om FE's spionsamarbejde med USA om at tappe data fra undersøiske kabler.
Et samarbejde, som avisen Information også beskrev i 2014 via whistlebloweren Edward Snowdens dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Retten i Lyngby har afsat mandag og onsdag i denne uge til at behandle spørgsmålet. Det vides endnu ikke, hvornår retten vil komme med en afgørelse.