Det går ikke stille for sig i Retten i Glostrup, hvor Se og Hør-sagen kører.
For efter formiddagens forklaring fra tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup, skulle hans midlertidige efterfølger på posten, Per Ingdal, svare på spørgsmål.
Men sådan skulle det ikke gå.
Om Per Ingdal overhovedet får lov til at forklare sig, er nu usikkert. Det fik hans forsvarer, Niels Ulrik Heine, til at tale med store ord.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min tid som forsvarsadvokat. Og det siger ikke så lidt, siger Niels Ulrik Heine.
Årsag til balladen: Per Ingdals forsvarsadvokat, Niels Ulrik Heine, kom først sent hjem fra en planlagt tur til udlandet klokken 00:50 i nat.
Det havde han allerede informeret anklagemyndigheden om, da sagens tidsplan skulle lægges, sagde han i dag i retten.
Derfor havde han ikke haft tid til at forberede sin klient. Og derfor havde han frarådet Per Ingdal at svare på dagens spørgsmål.
Per Ingdal var udgiverdirektør hos Aller og fungerede som konstitueret chefredaktør på Se og Hør i en periode efter Henrik Qvortrup.
Det er dog kommet frem under de første tre afhøringer i retssagen, at Per Ingdal rigtig nok var ansvarshavende chefredaktør, men at det var den daværende redaktionschef, Kim Bretov Jakobsen, der de facto fungerede som chefredaktør efter Henrik Qvortrups jobskifte omkring slutningen af 2008 og starten af 2009.
Per Ingdal vil ikke udtale sig
Det hele endte med, at retsformand Mette Lyster Knudsen skar igennem.
Hun noterede sig, at Per Ingdal ikke ønskede at udtale sig.
Samtidig slog hun fast, at Per Ingdal ikke kan være sikker på at få lov til at give en sammenhængende forklaring på et senere tidspunkt.
Journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen samt den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup har alle afgivet sådanne sammenhængende forklaringer.
I stedet kan Per Ingdal få lov til at svare på supplerende spørgsmål.
Årsag: Hensynet til tidsplanen - blandt andet.
Derefter blev dagens retsmøde hævet.
Efter mødet havde specialanklager Morten Frederiksen fra Københavns Vestegns Politi følgende kommentar:
- Vi er kommet for at høre de bemærkninger, der er til sagen, og jeg må konstatere, at én af de tiltalte, Per Ingdal, ikke ønsker at udtale sig i dag. Jeg vil tage ad notam, at det er det, der er blevet besluttet.
Næste retsmøde er på onsdag i denne uge.