Det er ikke blot journalister og tiltalte Sam Mansours knap 20 tilhængere, der er dukket op i retten på Frederiksberg.
Også to terrorforskere er mødt op for at følge retssagen, hvor en 54-årig dansk-marokkansk mand er tiltalt for at opfordre til terror, blandt andet på sociale medier.
En af de fremmødte forskere er Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
- Den her sag er uhyre interessant, fordi det er en del af terrorlovgivningen, som ikke har været i brug mere end to gange før. Og så er det en sag, som primært er foregået på nettet. Det er ganske nyt og meget interessant for mig, siger hun.
Spænding om Facebook-profil
Hun har fulgt mange danske terrorsager gennem de seneste syv år. Blandt andet Glostrup-sagen, terrorforsøget mod Jyllands-Posten og sagen fra Glasvej.
Men tiltalen mod Mansour er helt speciel, siger hun. Blandt andet fordi han har benyttet sig af Facebook.
- Anklageren lægger op til, at der vil være nogle væsentlige diskussioner omkring vores forståelse af, hvad der er offentligt, og hvad der er privat. Det er jo en offentlig facebook-profil, som den tiltalte har lagt materiale ud på, og det bliver rasende interessant at se, hvad dommerne mener om det, siger Ann-Sophie Hemmingsen.
Svarer til Dan Park
Anklageren kræver ni års fængsel til Sam Mansour, samt at han bliver frataget sit danske statsborgerskab. Forsvareren mener dog ikke, at der er tale om terror-propaganda, men om ytringsfrihed.
- Det kan være, at I oplever, at det Mansour har lagt ud er bizart og forskruet. Men det er ikke anderledes end med Dan Park, siger forsvaren.
- Mansour afviser ikke, at han har udgivet disse ting. Men det er ikke anderledes, end når en forlægger udgiver Hitlers 'Mein Kampf', lyder det.
Boghandler har bare udgivet bøger
Udover Ann-Sophie Hemmingsen er også terrorforsker Manni Crone fra DIIS til stede.
Sam Mansour er også kendt som 'Boghandleren fra Brønshøj', fordi han ejer et forlag og derigennem angiveligt har været ansvarlig for, at bøger, der opfordrer til hellig krig, er blevet udgivet. Han siger selv, at han ikke har nogen som helst mening om det, der står i bøgerne.
Ifølge politiet er Sam Mansour 'Al-Qaedas mand i Danmark', og politiet mener, at dansk-marokkaneren har opfordret til terror på sociale medier.
Det fremgår ikke specifikt i anklageskriftet, hvad opfordringerne består i, men på Sam Mansours nu lukkede Facebook-profil kan man læse flere statusopdateringer, hvor han hylder jihad og specifikke personer med tilknytning til terrororganisationer som al-Qaeda.