Siden maj 2013 er over 50.000 mennesker kommet i arbejde.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Men det er ikke alle, der er imponeret over tallene.
- Det er selvfølgelig altid positivt med vækst i beskæftigelsen. Men det er altså en meget beskeden vækst, vi har set siden krisen, siger Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, til DR Nyheder.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard peger ellers på, at vi nu er på vej i den rigtige retning.
- Fremgangen i beskæftigelsen er et tegn på, at reformindsatsen virker, og at stadig flere får fodfæste på arbejdsmarkedet, siger han.
Ro på, Morten Østergaard!
Men efter at have gennemgået tallene mener Henning Jørgensen, at Morten Østergaard blæser statistikken op, når han giver reformen skylden for de positive tal.
- Man skal heller ikke glemme de 190.000 arbejdsløse, der ikke bliver tænkt på her, siger Henning Jørgensen.
Og hans forskerkollega på Syddansk Universitet bakker Henning Jørgensen op i kritikken.
- Væksten er så lille, at det højst sansynlig skyldtes de naturlige konjukturer, der kommer efter en krise, siger Søren Voxted, arbejdsmarkedsforsker.
Han kan ikke umiddelbart se, at tallene udtrykker en politisk indsats.
- Der er ikke meget, der tyder på, at det er en regering, der står for væksten, siger Søren Voxted.
Misvisende grundlag
Begge forskere peger også på, at det kan være lidt misvisende, når man regner alle lønmodtagere med, når man skal vurdere den reelle beskæftigelse i landet.
- Personer, der arbejder på deltid, bliver jo også talt med, selvom de ikke har nok arbejde til, at det kan udgøre et livsgrundlag, siger Søren Voxted.
Personer, der arbejder uden for Danmarks grænser, er også talt med ifølge Danmarks Statistik.
Siger noget om udviklingen
Men tallene er da ikke helt ubrugelige ifølge Henning Jørgensen.
For de siger noget om, hvordan udviklingen går i de forskellige brancher.
Og ifølge tallene er der flest job at hente i erhvervsservicebranchen.
- Det passer jo med de strukturforandringer, vi ser i samfundet. Engang var det landbrug. Så var det industri. Og nu handler det om service, siger han.