I forbindelse med et forskningsprojekt kaldet "Læring for alle" har en forsker ved Professionshøjskolen UCC set, hvordan de yngste i børnehaverne bliver undervist i tal og bogstaver. Børn helt ned i to- og treårsalderen.
- Vi har observeret samlinger i daginstitutioner, hvor toårige børn bliver hørt i, hvad deres navn begynder med, siger Ida Kornerup til Politiken.
- De bliver også trænet i farver og tal og skal svare enten i kor eller enkeltvis, mens pædagogerne så forventer, at alle de andre børn sidder stille. Det er aktiviteter, der ligner undervisning, siger hun.
Børn ikke klar til tal og tid
Grethe Kragh-Müller, der er børnepsykolog og lektor ved Institut for uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, nikker genkendende til observationen.
Hun mener, at det har taget overhånd i nogle børnehaver, og at det i virkeligheden er spild af tid, fordi børn i den alder slet ikke er gearet til den form for læring.
Forældre kritiserer
Formanden for forældreorganisationen Fola, Dorthe Boe Danbjørg, er foruroliget over tendensen.
- Vi er ikke imod læring og fokus på sprog, når det foregår som en naturlig del af hverdagen.
- Men børn skal ikke sidde og lære om tal og bogstaver. De skal lære at binde snørebånd og være en kammerat, siger hun til Politiken.
Ida Kornerup har observeret 24 stuer i institutioner i København, Hillerød, Gentofte og på Bornholm.
Det er dog ikke alle steder, at der praktiseres ovennævnte for skolelignende undervisning.
/ritzau/