Forsker kritiserer kommunikation om gas-situationen: Vi skylder danskerne at sige, at det her er alvorligt

Danskerne skal have vejledning i, hvad de konkret kan gøre for at spare på gassen, mener forsker.

Udvindingen af gas fra Tyra-feltet i Nordsøen bliver udskudt. (Foto: © Tom Ingvardsen/Mærsk Olie og Gas, Scanpix)

De danske gaslagre er fyldte. Ingen danskere kommer til at fryse.

Det har været hovedbudskabet fra myndighederne, når det kommer til den situation, vi i øjeblikket ser på gasmarkedet.

Men seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Trine Villumsen Berling mener, at kommunikationen ikke bærer nok præg af den alvorlige situation, vi står i.

- Jeg synes efterhånden, vi skylder danskerne at sige med ret store bogstaver, at det her er alvorligt, siger hun.

På grund af krigen i Ukraine mangler vi i Europa en stor del af den gas, vi normalt får fra Rusland. Derfor har der været store forventninger til gasfeltet Tyra-feltet, som ligger i Nordsøen, der nu først kan genåbne et halvt år senere end oprindeligt tænkt, hvilket presser situationen yderligere.

Sådan lød det fra Trine Villumsen Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

Det er dog ikke, fordi Trine Villumsen Berling mener, at Energistyrelsen skal hæve sit beredskabsniveau på baggrund af forsinkelsen på Tyra-feltet, for det udgør alligevel så lille en del.

- Men jeg tror, man snart bliver nødt til at melde meget mere konkret ud, at det er en alvorlig situation, vi står i, siger hun.

Energistyrelsen kan for eksempel begynde at melde nogle konkrete tiltag ud til husstandene. Det kan være at husstandsomdele vejledninger om, hvordan man skal forholde sig i krisesituationer, foreslår hun.

- Hvad er det, vi skal gøre, for at vi hver især kan spare på gassen, inden det går galt, siger Trine Villumsen Berling.

Hun pointerer, at man tidligere har gjort noget lignende i Sverige og Norge - det var dog ikke møntet på gasområdet.

Energistyrelsen: 'Vi gør rigtig meget ud af at kommunikere'

Hos Energistyrelsen kan man dog ikke genkende den kritik, der går på, at man ikke skulle være god nok til at kommunikere, at gassituationen er alvorlig.

- Jeg synes faktisk, vi gør rigtig meget ud af at kommunikere, siger Kristoffer Böttzauw, der er direktør i Energistyrelsen.

- Vi har blandt andet sendt den her meddelelse ud, og så har vi igangsat en meget stor kampagne over for alle danskere, hvor det handler om at spare på energien, ikke mindst gassen.

Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen, siger følgende:

Den nuværende sitaution kalder Energistyrelsen for "Early Warning", som er det laveste af de tre beredskabsniveauer, den kan være på. Den fungerer som et signal til aktørerne på gasmarkedet om at forberede sig.

- Lige nu er der et gasmarked, der fungerer, og det er det, vi lægger vægt på. Jeg forventer også, at det fungerer i måneder frem, men hvad der sker på den lange bane, er svært at spå om, siger direktøren.

Kristoffer Böttzauw påpeger dog, at man er godt forberedt.