Strandfogeder langs den vest- og nordjyske kyst har haft nok at se til, siden et Mærsk-skib tabte 46 containere ud for Nordjylland, og dets gods begyndte at skylle op på land.
Eksempelvis knokler både strandfogederne fra Blokhus og Rødhus og fra Fjerritslev juleaftensdag med at få fjernet nogle af alle de ting, der nu flyder på strandene.
Ifølge Strandingsloven fra 1885 skal fogederne have en findeløn, en såkaldt bjærgeløn, hvis de får reddet noget af værdi - hvilket er strandfogedens pligt.
Hvor meget der tilfalder strandfogeden "fastsættes efter gensidig overenskomst", som formand for Foreningen af strandfogeder langs den jyske vestkyst udtrykker det.
Når det historisk er gået helt vildt for sig, har en strandfoged fået op mod 30.000-40.000 kroner, vurderer foged-foreningens formand, Jens Nicolai Vejlgaard, som også er formand for Venstre i Region Midtjylland.
Han spår dog på ingen måde, at Mærsks 46 tabte containere kan blive en guldgrube for de vest- og nordjyske strandfogeder.
- Med de ting, der er kommet i land, er det svært at se for sig, at der skulle være en lottokupon for strandfogederne, siger Jens Nicolai Vejlgaard og tilføjer:
- Man skal ikke forvente, det er noget, man bliver økonomisk fed af.
Regner ikke med noget
Der er fundet en masse forskellige ting på strandene - fra kompressorer til ødelagte sko til kanyler.
- Det har ikke meget værdi, vurderer Jens Nicolai Vejlgaard.
Nogle gange kan man være heldig, at der for eksempel kommer elektronisk udstyr ind til en værdi af flere 100.000 kroner. I sådanne tilfælde vil en strandfoged potentielt kunne få "en hel del tusinde kroner" i bjærgeløn.
- Andre gange er tingene ingenting værd. Særligt hvis ting har været i saltvand, understreger formanden.
Strandfoged ved Blokhus og Rødhus Thomas Duurloo tror da heller ikke på en fed bjærgeløn - eller en bjærgeløn i det hele taget.
Strandfoged ved Fjerritslev Andreas Rasmussen forventer modsat, at fundet vil kaste noget af sig økonomisk. Hvor meget eller hvor lidt, der potentielt kan blive tale om, tør han ikke gisne om.
- Der bliver lavet en vurdering alt efter hvordan og hvorledes, siger han.
Kan det gå hen og blive en lille guldgrube for dig?
- Ej, det tror jeg sgu ikke, svarer Andreas Rasmussen og tilføjer, at godset intet er værd, hvis det for eksempel ender med at skulle destrueres.
Stjæler med arme og ben
Selvom formanden for strandfoged-foreningen ikke mener, tingene har nogen særlig værdi, holder det ikke folk tilbage fra at stjæle fra stranden.
Strandfoged Thomas Duurloo fortæller, at der "bliver stjålet med arme og ben, selvom tingene tilhører Mærsk og derfor er tyveri".
I nat rykkede Nordjyllands Politi ud til et sommerhusområde i Blokhus efter et opkald om mistænkelig aktivitet. Da politiet nåede frem, fandt betjentene 14 kompressorer, der med al sandsynlighed har ligget i de 46 containere.
Politiet har sikret kompressorerne, som vagtchefen formoder, at nogen har været i færd med at stjæle.
- Min hypotese er i hvert fald, at der er nogle, der har tænkt, at de kunne tilegne sig dem, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen til Ritzau.
Politiet understreger, at det er ulovligt at tage de ting, der skyller op på stranden.