Formand for skatteforbund efter ny skandale i Skat: Hvad sagde jeg?

Formanden for medarbejderne i Skat har flere gange advaret om manglende ressourcer.

- Jeg er faktisk rigtig ked af det, fordi vi netop har haft et fokus på, at det var et område, man skulle optimere, siger Jørn Rise, der er formand for Skats medarbejdere i Dansk Told & Skatteforbund. (© DR Nyheder)

- Hvad sagde jeg?

Sådan lyder den umiddelbare reaktion ovenpå dagens sønderlemmende kritik af Skat.

Jørn Rise, der er formand for Skats medarbejdere i Dansk Told & Skatteforbund, lægger ikke skjul på, at det langt fra er første gang, han kommer med den kommentar i kølvandet på skandaler om de danske skattemyndigheders omgang med moms og skat.

- Det er et område, som der burde være mere fokus på, og et område hvor der er alt, alt for få ressourcer, siger han.

Ifølge en redegørelse fra Rigsrevisionen er der langt fra den fornødne kontrol med udbetaling af negativ moms. Skat har samtidig fra august 2013 til oktober 2016 udbetalt cirka 722 millioner kroner uden lovhjemmel, lyder kritikken fra Statsrevisorerne i dag.

- Når nu der er så få ressourcer, så kan man simpelthen ikke nå det, man skulle for at dække sig ind rent lovgivningsmæssigt, lyder forklaringen fra Jørn Rise på, at medarbejdere i Skat har behandlet knap 4.000 momsangivelser forkert.

Steget med næsten 100 milliarder

Negativ moms er de penge, som virksomheder kan få refunderet fra Skat, hvis de i første omgang har betalt for meget i moms. Det kan eksempelvis ske, fordi, at virksomhederne har købt flere varer ind, end de har solgt.

Skats udbetaling af negativ moms er i perioden 2009-2015 steget fra cirka 140 til 235 milliarder kroner, hvilket svarer til 68 procent. Men Skatteministeriet kan ikke forklare, hvorfor udbetalingerne af negativ moms er steget så markant.

Dermed er kontrollen med negativ moms hos Skat "helt utilstrækkelig", konkluderer Statsrevisorerne.

- Det må jeg give dem ret i, og det er med beklagelse, at jeg må give dem ret. Jeg er faktisk rigtig ked af det, fordi vi netop har haft et fokus på, at det var et område, man skulle optimere, siger Jørn Rise.

Et andet kritikpunkt som Statsrevisorerne slår ned på i Rigsrevisionens redegørelse lyder på, at visiteringsmedarbejderne hos Skat på - i gennemsnit cirka tre minutter - skal afgøre, hvilke angivelser om negativ moms der skal henholdsvis til udbetaling og til kontrol.

Kan det ikke også handle om, at medarbejderne bare ikke er dygtige nok til deres arbejde?

- Nej, netop på dette område er de så dygtige, at de faktisk finder fejl i 54 procent af de sager, der udtages til kontrol, siger Jørn Rise.

STATSREVISORERNES KRITIKPUNKTER:

  • At Skatteministeriet ikke har sikret, at SKATs kontrol med negativ moms inden udbetaling er tilfredsstillende.

  • At Skatteministeriet ikke kan forklare årsagerne til, at udbetalingerne af negativ moms er steget med ca. 68 % i perioden 2009-2015.

  • At Skatteministeriet ikke i tide har reageret på en usædvanlig udvikling på et væsentligt og risikofyldt område.

  • At SKATs tilrettelæggelse af kontrollen med negativ moms er helt utilstrækkelig. Kontrollen er ikke i tilstrækkelig grad baseret på væsentlighed og risiko og faste procedurer. Visiteringsmedarbejderne skal – på i gennemsnit ca. 3 minutter – afgøre, hvilke angivelser der skal henholdsvis til udbetaling og til kontrol. Af de angivelser, der er udvalgt til kontrol, er det kun en mindre del, der faktisk kontrolleres.

  • At SKAT automatisk udbetaler godt 150.000 årlige angivelser af negativ moms, svarende til ca. 0,5 mia. kr. årligt, uden forudgående kontrol.

  • At SKAT i en lang periode (august 2013 - oktober 2016) har behandlet knap 4.000 positive momsangivelser forkert, hvilket har medført, at der uretmæssigt er udbetalt ca. 722 mio. kr. uden lovhjemmel.

  • Statsrevisorerne finder det afgørende, at ledelsen i Skatteministeriet snarest tager initiativ til at styrke kontrollen, så risikoen for fejludbetalinger minimeres mest muligt. Kilde: Statsrevisorerne