Skal man ændre på uligheden i Danmark, er det vigtigt at rette øjnene mod boligpolitikken, mener forfatter Lars Olsen. Ifølge Lars Olsen er vores adresse afgørende for vores sociale mobilitet:
- Boligpolitik afgør i virkeligheden også, hvem der bliver legekammerater, hvem deler skoler med hinanden, og møder man folk, der er anderledes end en selv?
Sådan siger forfatter Lars Olsen til P1 Eksistens. Han mener, at boligpolitikken og dens betydning for uligheden er meget undervurderet, og at det tydeligt ses i for eksempel hovedstadsområdet:
- Det, der før var et lille whiskybælte nord for København, er blevet et fænomen, der præger store dele af hovedstadsområdet, hvor der er velhaverenklaver. Omvendt har vi også fået ghettoer i dele af den almene boligsektor, fortæller Lars Olsen.
Han mener, at vores samfund og uligheden ændrer sig mere, end vi er klar over. Derfor mener han, at det er afgørende, at vi i første omgang anerkender, at der er et reelt problem:
- Der har nærmest været lidt jantelov over at tale om ulighed. Men vi er altså nødt til at vågne op og indse, at der er noget på spil her, fortæller han til P1.