Foreviger driblinger og drømmemål: 1.000 fodboldklubber køber dansk opfindelse

Iværksætterprojektet Veo optager fodboldkampe ved hjælp af kunstig intelligens.

B93-spilleren Marius Sebastian Jørgensen deler sine mål med sine forældre og på de sociale medier med hjælp fra et nyt dansk kameraprojekt.

Nu behøver hverken forældre, trænere eller bænkevarmere at stå med mobil- eller videokameraer på sidelinjen til fodboldkampe.

Et dansk iværksætterprojekt har nemlig lanceret et kamera, der optager fodboldkampe i en 180 graders-vinkel, følger bolden og klipper højdepunkter ved hjælp af en kunstig intelligens.

Omkring 1.000 fodboldklubber har investeret i Veo-kamerasystemet, som koster i omegnen af 10.000 kroner plus abonnement. Dermed er video til brug for at udvikle både holdet og den enkelte spiller ikke længere forbeholdt professionelle.

Øjet i det høje hjælper træneren

Videooptagelserne er et vigtigt taktisk redskab for B.93-fodboldtræner Kim Trier Emanuelsen:

- Jeg får alle detaljerne med i spillet og kan sende klippene direkte til spillernes mobiltelefon med kommentarer efter kampen, fortæller han.

Han er glad for at spare tid og få et bedre overblik, end det var muligt på de rystede hjemmevideoer, han tidligere måtte tage til takke med.

Scoringer ryger på Instagram

Det handler ikke udelukkede om taktik - men også om at kunne gense sine egne detaljer og vise dem frem til vennerne, forklarer B.93-ungdomsspilleren Marius Sebastian Jørgensen:

- Vi spillede i Esbjerg, hvor jeg scorede på frispark. Det har jeg lagt ind på min Instagram. Det er ret fedt, når man kan se sig selv, og hvordan man spiller, fra et andet synspunkt, mener han.

Idéen til Veo-kameraet opstod, da en af projektets medstiftere ikke nåede frem til sin søns fodboldkamp og dermed gik glip af sønnens scoring.

I den forgangne uge har folkene bag projektet rejst 40 millioner kroner i investeringer, som blandt andet skal få kameraet introduceret til det amerikanske marked.