Fordobling i antal idrætsbørnehaver: 'Børn er født med en glæde ved at bevæge sig'

Antallet af børnehaver med en idrætsprofil er fordoblet de sidste 10 år. Når børnene bruger deres krop, styrker det deres generelle trivsel - også senere i livet, forklarer ekspert.

Børnene i Norlundens Idrætshus i Slagelse har hver dag leg og idræt på programmet. Børnehaven er nemlig en af mange nye institutioner, som har særlig fokus på idræt og bevægelse. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)

I Nordlundens Idrætshus i Slagelse står børnene klar på række til at overtage depechen og løbe gennem forhindringerne på legepladsen for igen at aflevere depechen til det næste barn.

- Vi tænker krop og bevægelse ind i hele deres dag både indendørs og udenfor. Vi laver aktiviteter, som er tilpasset børnene alt efter, om de har meget energi eller har brug for at kigge lidt på først. Børnene kender aktiviteterne, og bliver inspireret til at finde på legene selv, siger Marlene Trasbjerg, pædagog i Nordlundens Idrætshus.

Der er særligt i de seneste år kommet stor efterspørgsel fra børnehaverne, forklarer Liselotte Byrnak, Programleder i DIF. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)

Dobbelt så mange idrætsbørnehaver

Børnehaven er én af de nu i alt 130 børnehaver på tværs af landet, som er certificeret idrætsbørnehave. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden, viser en opgørelse fra Danmarks Idrætsforbund.

Institutionerne kan få lov at kalde sig idrætsbørnehave gennem en certificering i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF), og VIA University College.

- Vi mærker en stor efterspørgsel fra børnehaverne. Det er et udtryk for, at der simpelthen er brug for at få mere krop og bevægelse ind i en tid, hvor meget foregår stillesiddende og med en skærm. Og så tror jeg også, at der har været så meget fokus og gode erfaringer på området, at flere børnehaver kan se det positive i at motivere børnene til at bevæge sig og få et godt udgangspunkt for livet, siger Liselotte Byrnak, programleder i DIF.

Håbet er også, at vejen til at deltage i sportslige aktiviteter, når børnene tidligt stifter bekendtskab med sport og leg med kroppen, vil blive kortere.

- Børnehaverne kan én ting, og de lokale idrætsklubber kan noget andet. Vi håber meget på, at vi kan skabe en forbindelse i lokalområdet og inspirere børnene til at finde tilbud i lokale klubber. Når de synes, noget er sjovt i børnehaven, så er det også sjovt lørdag formiddag sammen med mor og far, siger hun.

Løb på gangene og ræs på kontorstole er helt ok

Det er ikke kun børnenes fysik, der bliver styrket, fortæller Ole Lund Nielsen, som er leder i Nordlundens Idrætshus.

- Vi kan mærke det på børnenes trivsel – og især hos de børn, der har brug for plads til at kunne løbe rundt i stedet for at skulle sidde stille eller få at vide, at her gør vi sådan her, og her må du ikke det. Vi kan også se det på, hvor selvhjulpne børnene er, og det har også en effekt på den sproglige udvikling, siger han.

  • Femårige Alexander Puf elsker at spille fodbold i børnehaven. Det gør han hver dag og kommer til at overtage rollen som verdens bedste fodboldspiller efter Messi, fortæller han. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
  • Nordlundens Idrætshus blev certificeret idrætsbørnehave i 2022 og følger løbende op på, hvordan idrætten bruges både ude og inde. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
  • Al personalet har været på efteruddannelse. Det betyder, at institutionens fokus på idræt ikke afhænger af enkelte medarbejdere eller ledere. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
  • Løbestafet er normalt en konkurrencesport. Men det er leg - ikke konkurrencen - der er fokus på i Nordlundens Idrætshus. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
  • Børnene kender legene særdeles godt.. De har nemlig løbe- og sanglege hver dag. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
  • Der er færre løftede pegefingre end tidligere, fortæller både leder og medarbejdere i Nordlundens Idrætshus. Børnene opfordres derimod til at løbe på gangene. (Foto: © Kristoffer Sutton - DR Nyheder)
1 / 6

Alle medarbejdere har været på efteruddannelse i pædagogisk idræt, og det har ændret hele tankegangen omkring, hvad børnene må og ikke må, forklarer Ole Lund Nielsen.

- Vi har indrettet hele børnehaven med tanke på bevægelse. Der er ingen garderobeskabe på gangene. Der er forhindringsbaner og klatrevægge. Det betyder, at vi i stedet for løftede pegefingre opfordrer børnene til at løbe på gangene eller tage sig en snurretur i en voksenstol.

- Vi kan se, at det virker hæmmende, når vi før har stillet for mange regler op om, hvad man må og ikke må, siger han.

Hop, løb og dans er vigtigt i en tid med mange skærme

Der er sket en forandring i samfundet - både i forhold til børnenes hverdag og muligheder for at bevæge sig. Derfor har børnehavernes rolle også ændret sig, forklarer lektor på VIA University College Grethe Sandholm.

- Børn tilbringer længere tid i institutionerne end tidligere. Derfor er det vigtigt, at vi har børnehaver og personale, som kan bringe leg og bevægelse ind i børnenes liv i de timer, de er i institution, siger hun.

Der er derimod ikke noget særligt ved børns udgangspunkt, når det handler om at have lysten til at bevæge sig i dag i forhold til tidligere. Børn er altså ikke blevet mere dovne.

- Der findes ikke dovne børn. Børnene er født med en glæde ved at bevæge sig. Som udviklingen har været, kan børnene i en meget tidlig alder finde ud af at swipe på en skærm. Det er en stillesiddende aktivitet, hvor der sker rigtig meget i hovedet. Og hvis de ikke samtidig får glæden ved at bevæge sig stimuleret og udviklet, kan de blive passive, siger Grethe Sandholm.

Når børnene bevæger sig mere, styrker det motorikken. Og det er altafgørende for børnenes udvikling - også på helt andre områder end det kropslige, forklarer hun.

- Børn lærer med kroppen, og de udvikler sig socialt i leg og bevægelse. Derfor er det vigtigt for børnenes trivsel senere i livet, at de kan være med i lege og idræt sammen med andre. Når de har venner og kan være med i lege i skolegården, frigiver det energi til, at de kan lære mere, siger hun.