Det vil gå ud over Skats service til borgere og virksomheder, når 200 arbejdspladser hos Skat i København skal flyttes ud til andre byer.
Det mener forbundsformand for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise:
- Når man ændrer vilkårene for medarbejderne i Skat, vil det også få en betydning for den service, borgere vil få udadtil.
Omkring 200 arbejdspladser hos Skat skal flyttes som led i regeringens plan om at udflytte 3900 statslige arbejdspladser til 38 byer.
- Det her er et tilbageslag. Vi skulle have haft noget ro til at komme videre. Konsekvensen vil klart være, at de områder, der er i spil vil få et tilbageslag, siger Jørn Rise.
I Skats ledelse erkender man, at planen vil kunne give et tab af kompetencer.
- Vi gør det jo for at samle os i nogle faglige miljøer, så vi bliver bedre i stand til at give en god og rigtig service, men det er klart, at der vil kunne være et tab af kompetencer med den nye plan, siger Karsten Juncker.
Han mener dog ikke, at borgere og virksomheder vil kunne mærke omrokeringen:
- På den korte bane forventer jeg ikke, at borgere og virksomheder vil kunne mærke, at vi gør det her, siger Karsten Juncker.