Forældre og finanskrise spiller ind på unges valg af uddannelse

Selvom det i dag langt fra er givet, at man skal være det samme som sine forældre, så spiller forældrenes uddannelse stadig en stor rolle.

Når unge danskere skal vælge studie, så spiller forældrenes egne valg en stor rolle, fortæller forskningsleder på Center for Ungdomsforskning, Camilla Hutters. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Hvis din far var tømrer, skulle du også være det, og var mor dansklærer, så blev du det nok også. Sådan var det i de gode gamle dage, når det kom til uddannelsesvalg, mens man i dag kan vælge frit fra alle hylder.

Alligevel spiller forældrenes baggrund sandsynligvis en stor rolle for de godt 90.000 danske unge, der i morgen får svar på, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen.

- Forældrenes rolle er stadig stor på den måde, at hvis forældrene har en lang uddannelse, så er børnene også mere tilbøjelige til at vælge det og omvendt, siger forskningsleder på Center for Ungdomsforskning under Aalborg Universitet, Camilla Hutters.

Unge følger fagområder

Når det kommer til specifikke fagområder, er forældrenes indflydelse også stor, siger Camilla Hutters.

- Både forældre og den kultur og tradition, man er vokset op i, spiller en vigtig rolle i valget. Kender man eksempelvis en masse tømrere er det mere nærliggende at gå den vej, siger hun.

Ligeledes har studier vist, at børn af offentligt ansatte er mere tilbøjelige til at søge uddannelse rettet mod job i den sektor, ligesom det også gør sig gældende at børn af privatansatte søger i den retning.

Større udbud af uddannelser

Camilla Hutters påpeger dog, at valget af uddannelse i dag er markant mere frit end i eksempelvis 70'erne og 80'erne, hvor de unges forældre valgte uddannelse.

Samtidig spiller også en lang række andre faktorer ind, når valget skal træffes.

- I dag er der langt flere uddannelser at vælge mellem end tidligere, og det betyder, at der er langt større mulighed for at vælge noget andet end ens forældre, siger hun.

Søger tryghed efter finanskrisen

Forskningslederen peger også på, at den økonomiske krise spiller en vigtig rolle, når de unge denne gang har valgt uddannelse.

Hvor man før krisen diskuterede, hvordan man skulle få unge til at tage uddannelsen, så er ansøgertallet kun gået opad, siden krisen ramte Danmark.

- De mange ansøgere betyder, at det er sværere at komme ind på mange uddannelser, og det har gjort de unge mere realistiske i deres søgning. Samtidig er de også mere opmærksomme på at søge mod fag med større jobsikkerhed, fordi risikoen for arbejdsløshed ligger i baghovedet, siger Camilla Hutters.

Se resultater allerede i aften

I alt venter lidt over 90.000 unge i øjeblikket på svar på, om de er kommet ind på drømmestudiet eller ej.

Selvom ansøgerne officielt først får svar i morgen, så kan de og alle andre allerede fra i aften klokken 24.00 på dr.dk tjekke, hvor højt et karaktergennemsnit der kræves på de forskellige uddannelser.

I vores interaktive grafik kan man også sammenligne på tværs af uddannelser og universiteter.