Der skal holdes folkeafstemning om ændring af tronfølgeloven samtidig med valget til Europaparlamentet den 7. juni næste år, oplyser statsministeren.
- Vi vil have ligestilling i det danske samfund, også når det gælder adgang til den danske trone. Det er jo i dag sådan, at drenge går forud for piger. Og der synes vi, at piger skal have ligeret, siger Anders Fogh Rasmussen.
Det er et princip for regeringen at ændre loven. Ændringen er ikke specielt presserende nu, hvor det er kronprinsparrets søn, prins Christian, der står næst i rækken efter sin far, kronprins Frederik.
- Vi synes, det er rigtigt at ændre loven, når det ikke handler om en bestemt person, men når det handler om princippet. Nemlig ligestilling mellem kønnene. Derfor kommer vi med forslaget, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Kræver stort flertal
Ændringen af tronfølgeloven kommer til at betyde, at tronen overgår til den afdøde regents førstefødte uanset køn.
En sådan ændring kræver, at to Folketing i træk skal stemme ja til forslaget. Derefter skal forslaget til folkeafstemning.
- Ved den afstemning skal der selvfølgelig være et flertal, der siger ja. Og det flertal skal udgøre mindst 40 procent af alle vælgere. Derfor er det vigtigt for os at holde folkeafstemningen samtidig med, at folk alligevel skal ud at stemme. Det er det mest praktiske, siger Anders Fogh Rasmussen om årsagen til at lægge afstemningen samtidig med europaparlamentsvalget.