Folk tog billeder under ulykke: ‘Det er umiddelbart en stigende tendens’

Rigspolitiet oplever flere og flere tilfælde af danskere, der stopper op og kigger eller tager billeder under ulykker. Det skal stoppe, lyder det.

I sidste uge var DR’s vært og internationale korrespondent Stéphanie Surrugue involveret i en voldsom bilulykke, hvor hendes bil landede på hovedet efter et sammenstød med en anden bil.

Mens det udspillede sig, stoppede flere op og tog billeder, og det har efterfølgende fået hende til tasterne i en række nu udløbne stories på Instagram.

- Jeg kan kun sige stop: Stop med det. Vær omsorgsfulde - eller, i det mindste; vær taktfulde og lad telefonen blive i lommen, skrev hun blandt andet.

I forbindelse med et indslag om emnet har Aftenshowet været i kontakt med Stéphanie Surrugue, som fortæller, at hun er okay, men også om, hvor ubehageligt det var, at folk tog billeder af situationen.

Men det er et problem, som ikke er usædvanligt, lyder det i udsendelsen fra politiassistent ved Rigspolitiet Christian Berthelsen.

- Det er umiddelbart en stigende tendens, at vi oplever, at folk virkelig gerne vil tage billeder af andre folk, der faktisk er i nød.

- Der er hele det moralske i at begynde at tage billeder af nogen, der rent faktisk måske er i deres livs krise. De er ikke klar over, om de er døde, eller hvad de tager billeder af. De kan også stå og obstruere redningsarbejde, og de kan også stå og spærre for trafikken generelt, siger han.

Mistede sin søn blandt tilskuere og fotografer

Christian Berthelsen fortæller, at de oveni fotograferingerne også oplever mange, der blot agerer tilskuere ved ulykker, som var de til et teaterstykke.

En der kender alt til, hvordan det kan føles at få taget billeder og blive observeret under sit livs tragedie er Claire Muus.

I 2018 var hendes toårige dreng Damian ude for en tragisk ulykke, der udspillede sig omkring en tankstation ved Sjælland. Han fik en vindrue galt i halsen og blev kvalt. På trods af hjertelungeredning stod hans liv ikke til at redde.

- Det var først, da Damian var blevet erklæret død på Rigshospitalet, og vi var på vej hjem i bilen, at det først rigtigt gik op for mig, at der var flere, der havde stået og kigget - og nogle der også havde stået med telefon og spejlreflekskamera, fortæller en berørt Claire i Aftenshowet.

- Jeg blev vred, og jeg havde svært ved at forstå, hvad folk får ud af det. Jeg følte lidt, at vi havde været til skue, fortsætter Claire, der i tiden efter ikke har været tryg, når hun har været ude blandt fremmede.

Hør krisepsykolog Robert Jonasens forklaring på, at nogle stopper op og tager billeder under ulykker:

Først ulovligt ved deling uden samtykke

Ifølge Rigspolitiets Christian Berthelsen agerer de på det, hvis personer har taget billeder, mens de har kørt forbi i bil. De bliver i det tilfælde sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at anvende håndholdt mobiltelefon.

- Men det er for så vidt ikke ulovligt at tage billeder i det offentlige rum. Jo, når du kører i trafikken og bruger din mobiltelefon. Det ulovlige opstår, når du begynder at lægge det op online eller på de sociale medier, uden der er samtykke, fortæller Christian Berthelsen, der uddyber, at det i de alvorlige tilfælde kan give op til et års fængsel.

Berthelsen understreger, at politiet altid gerne vil høre fra vidner, der har overværet en ulykke, men man skal ikke stoppe op som tilskuer uden grund.

- I bund og grund hvis man er vidne til en ulykke, så se, om der er noget, man kan hjælpe med. Er der ikke det, så har man ikke nogen grund til at være der.

Claire Muus ved godt, at folk ikke nødvendigvis er stoppet af ond intention, men hun stod tilbage med et ønske efter den fatale ulykke.

- Jeg ville ønske, de var fortsat. Hjælpen var jo fremme, og det kunne de også se.

Se eller gense hele indslaget i tirsdagens Aftenshowet.

Aftenshowet: Folk tager billeder af ulykker