Tusindvis af danskere har fået en besked i deres e-Boks om, at de nu kan lade sig vaccinere. Men når de vil booke, oplever mange, at man skal kigge umådeligt langt efter en ledig tid.
Det oplyser både Region Sjælland og Region Syddanmark i dag.
- Med de leverancer, vi får, løber vi tør for vacciner hen over weekenden, og det betyder, at der ikke kan bookes tider. Vi ved, at der står en masse borgere, der ikke kan booke tid, før vi får nye leverancer, fortæller Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark.
Det er Statens Serum Institut, der sender besked ud til borgerne i deres e-Boks, mens det er regionerne, der står for vaccinationerne. Og lige nu er skellet mellem antallet af vacciner i regionerne og antallet af borgere, der har fået at vide, at de nu kan booke en tid, meget stort.
- Vi har, som det er lige nu, simpelthen ikke modtaget vacciner nok. Der er - heldigvis - en enorm tilslutning til at lade sig vaccinere, siger Trine Holgersen, der direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
Hvornår tror du, at vi når en situation, hvor der ikke er nogen borgere, der må gå forgæves, når de vil booke en vaccination?
- Det tør jeg jo ikke at gisne om. Vi ved, at fra midten af februar har Sundhedssstyrelsen sagt, at vi skulle være klar til at vaccinere 14.000 om dagen. Det håber jeg kommer til at holde stik, men vi har ikke fået bekræftet, at vi kommer til at modtage vaccinerne.
Maiken ledte efter tider i fire kommuner, men blev skuffet
En af de borgere i Region Sjælland, der har måttet gå forgæves, siden hun i mandags fik besked i sin e-Boks, er 76-årige Maiken Grubbe fra Roskilde.
- Jeg gik straks i gang med at prøve at bestille tid. Jeg tjekkede først for tider i Roskilde de næste to måneder. Der var intet. Så prøvede jeg Holbæk, dernæst Ballerup og så Hvidovre. Der var heller ikke nogen, fortæller Maiken Grubbe.
Hun lider af en kronisk bindevævssygdom, der sammen med hendes alder gør, at hun har modtaget vaccinebrevet i sin e-Boks.
Derfor prøvede hun efter de mislykkede online-forsøg at ringe til det nummer, man kan bruge, hvis man er fritaget for brug af NemID og e-Boks.
- Jeg blev nummer 84 i køen, så jeg lagde på med det samme, fortæller hun og ser sig samtidig nødsaget til at understrege, at hun fint mestrer digitale hjælpemidler, efter det tidligere er blevet beskrevet, hvordan lige netop det kan være et problem for ældre i forbindelse med vaccinen.
Hun er langt fra den eneste ældre, der oplever, at forventningen om en hurtig vaccine bliver gjort til skamme.
- Vi kan i den grad genkende billedet. Mange i målgruppen er dybt afhængige af vaccinen og tæller dagene, til de kan få den. Derfor bliver skuffelsen over de manglende tider naturligvis rigtig stor, fortæller Rikke Hamfeldt, der er seniorkonsulent ved Ældresagen.
Flere af de ældre, som hun er i kontakt med, forstår ikke, hvorfor så meget af processen er lagt over på dem.
- Flere så gerne, at man vendte processen om, så man bare blev indkaldt, når der var en tid til en, og så kunne man aflyse, hvis man ikke kunne, siger hun og fortsætter:
- Rigtig mange af dem har en klar forventning om, at når de får beskeden i e-Boks, så kan det også lade sig gøre at få vaccinen hurtigt derefter. Og så er det besværligt og stressende at skulle ringe eller logge på igen og igen for at få en tid.
'Er oppe i det røde felt'
Også hos Maiken Grubbe i Roskilde er frustration fortsat stor.
- Denne her gang er jeg oppe i det røde felt. Jeg har jo brugt timer på det, og måtte også gå forgæves i dag.
Hun efterlyser langt mere information til de borgere, der får vaccinationsbrevet.
- Jeg kan ikke finde nogen steder, hvor jeg kan skrive til nogen. Der mangler information. Hvis der ikke er nok vacciner, må man jo skrive det med rødt, så vi kan se det.
DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Statens Serum Institut, der sender beskeden ud til borgerne i E-Boks og samtidig står for frigive vaccinerne til distribution. De er ikke vendt tilbage.