På regeringens vegne beklager statsminister Anders Fogh Rasmussen, at Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten har krænket muslimer. Det sagde han på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet.
Mere end 30 dage gammel
Statsminister Anders Fogh Rasmussen beklagede på sit ugentlige pressemøde på regeringens vegne, at Muhammed-tegningerne har krænket muslimer.
Statsministeren har tidligere som person lagt afstand til tegningerne og i generelle vendinger sagt, at regeringen lægger afstand til handlinger, som krænker folks religiøse følelser.
Han har dog hidtil kategorisk afvist, at regeringen som sådan kan lægge afstand til tegningerne.
- På regeringens vegne har jeg sagt, at vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i Jyllands-Posten som en krænkelse af profeten Muhammed, sagde Anders Fogh Rasmussen.
- Jeg har understreget, at hverken den danske regering eller det danske folk har nogen intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning, sagde han på pressemødet.