Første flygtninge sendt retur til Tyskland

Syd- og Sønderjyllands har sendt en snes personer tilbage over grænsen i bus.

Politiet er talstærkt til stede i både Rødbyhavn og her ved sportshallen i Rødby. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

En snes personer er blevet administrativt udsendt af Danmark og sendt tilbage til Tyskland. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det drejer sig ifølge politiet om personer, der ikke søger asyl i Danmark, og dermed har ulovligt ophold i landet.

Udover udvisningen har de også fået to års indrejseforbud i Danmark.

Flere vil følge

De 'tilrejsende udlændinge', som politiet definerer dem, er blot de første af flere personer, der har krydset grænsen mellem Danmark og Tyskland, som står til at få behandlet deres sag.

Flere vil formentlig blive udvist i løbet af de kommende dage, lyder det i pressemeddelelsen.

Op mod 800 flygtninge er siden søndag kommet til Danmark.

Størstedelen på vej mod Sverige

Ifølge myndighederne er mange af dem blevet registreret, mens omkring 300 af dem er forsvundet.

Over 200 flygtninge og migranter har tilbragt natten i en sportshal i Rødbyhavn. Øvrige flygtninge og migranter, som ankom i går, befinder sig lige nu på politistationer i blandt andet Nakskov og Maribo. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i dag.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen er langt de fleste af de nyankomne ikke interesserede i at søge asyl i Danmark, men er derimod på vej mod Sverige.