Fødevarestyrelsen finder svinekød i shawarma

Muslimer anser svinekød for at være urent, og det er derfor en forbudt spise ifølge islam. Derfor er fundet en katastrofe, siger talsmand.

Fødevarestyrelsen har fundet spor af svinekød i produktet stegt kebab, oksekød, som produceres af virksomheden Anadolu Kød, der er den største leverandør af kød til shawarmaer i København. (© Scanpix/Iris)

Der er fundet svinekød i et stegt oksekød-produkt, som adskillige shawarma-barer, grillbarer og pizzarier i Københavnsområdet bruger i sine shawarmaer.

Og det er ikke en mindre ubetydelig fejl, udtaler talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, til politiken.dk.

- Det er en kæmpe skandale, som kommer til at skabe et ramaskrig blandt muslimer i Danmark.

- Vores religion forbyder os at spise svinekød. Derfor vil muslimer blive nervøse for at spise shawarma, for de kan ikke overholde deres religiøse forpligtelser, hvis der er svinekød i shawarmaen, lyder det fra talsmanden til politiken.dk.

Sælges som oksekød

Der bor mere end 200.000 muslimer i Danmark. Og netop en shawarma er populær, fordi den traditionelt laves uden svinekød, som anses for at være urent inden for islam.

Men Fødevarestyrelsen har fundet spor af det forbudte kød i produktet stegt kebab, oksekød, som produceres af virksomheden Anadolu Kød, der er den største leverandør af kød til shawarmaer i København.

Beklager

Og det beklager direktør og medejer af den store producent, Mustafa Sahin.

- Vi er frygteligt kede af det, siger han og tilføjer:

- Selv om varerne ikke er kommet på gaden, så sætter det desværre et stort spørgsmålstegn ved, om vi har styr på tingene. Sådan vil kunderne og forbrugerne tænke.

Mustafa Sahin understreger dog, at blanding af svinekød med oksekød ikke kan være sket på Anadolu Køds fabrik, eftersom virksomheden ikke længere modtager forarbejdet kød.

- For at undgå krydssmitte så kommer der aldrig svinekød ind på vores fabrik. Vi er nu begyndt på at lave vores udskæringer selv, så vi ikke modtager forarbejdet kød. Vi køber hele dyrekroppe, som vi selv skærer op, siger han.

Anadolu Kød har sin egen fabrik i Polen og omsætter for 60-80 millioner kroner om året.

/ritzau/