Et forbudt sprøjtemiddel, der er mistænkt for at kunne skade især børn og fostres hjerne, ligger på hylderne i de danske supermarkeder og muligvis i din krop.
For selvom den kontroversielle pesticidart chlorpyrifos har været helt forbudt i Danmark siden 2012, så findes den stadig i frugter og grøntsager herhjemme, der bliver importeret fra lande, hvor det er tilladt at sprøjte med det.
Chlorpyrifos er en af verdens mest anvendte former for pesticider og godkendt til salg i over 100 lande. Det er en nervegift, hvis oprindelige formål er at angribe insekters nervesystem, men bruges i nogle lande til at holde sygdomme og insekter væk fra produktionen af forskellige fødevarer.
Særligt skadeligt for fostre og børn
Sprøjtemidlet kan have ret heftige konsekvenser for mennesker, særligt de mindste af slagsen.
Ifølge professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean er der fundet en sammenhæng mellem chlorpyrifos og indvirkningen på hjernen hos fostre og spædbørn, fortæller han til Danwatch.
- Det er uønsket, at gravide og børn bliver udsat for et stof som det her, for det er formentlig så giftigt, at det slet ikke kan lade sig gøre at indtage uden at gøre skade.
Større risici for skader på nervesystemet, ADHD, autisme og lavere IQ hos barnet, er nogle af de skadevirkninger, sprøjtemidlet kan have på fostre, når det er i kroppen hos gravide, viser studier.
- Når man ser på børns udvikling, så kan man konstatere, at jo mere chlorpyrifos, desto dårligere får de det. Hvis man har den slags data, så bør man bruge forsigtighedsprincippet i stedet for at sprøjte videre, siger Philippe Grandjean.
Fundet i næsten hver tredje appelsin
Hvis du hiver konventionelle citrusfrugter importeret fra udlandet ned i kurven, er der ret stor risiko for, at der kan være spor af chlorpyrifos eller chlorpyrifos-methyl i de varer. Fra 2016 til 2018 foretog Fødevarestyrelsen 151 test og fandt spor af sprøjtemidlet i 30 procent af appelsinerne og 34 procent af clemetinerne og mandarinerne.
I perioden lavede styrelsen kontrolprøver for at undersøge, hvilke fødevarer der indeholder sprøjtemidlet, og hvor de kommer fra.
I omkring fire procent af al konventionel frugt og grøntsager og i mindre grad korn og ris blev pesticidarten fundet. Varerne var primært importeret fra Spanien, Kina og Thailand, hvor det er lovligt at sprøjte med det.
- Der er altså fire procent af vores konventionelle frugt og grønt, som i virkeligheden er uegnet til menneskeføde, og de fire procent er måske kun toppen af isbjerget, fordi grænseværdien efter min mening er for høj, siger Philippe Grandjean.
Selvom det i 16 af tilfældene var markant over den tilladte grænseværdi, som betyder, at indholdet fundet i fødevaren er 'sundhedsmæssigt problematisk' ifølge Fødevarestyrelsen, mundede det kun ud i en bøde til én importør på 7.500 kroner.
Forbrugerråd: 'Bør forbydes i EU'
Hos Forbrugerrådet Tænk synes de, at sprøjtemidlet helt bør forbydes, men mener først og fremmest, at det skal forbydes i EU.
- Chlorpyrifos er dokumenteret skadeligt, så derfor bør det ikke findes i danske butikker, siger rådets fødevarepolitiske seniorrådgiver Camilla Udsen.
Forbrugerrådet Tænk opfordrer danskerne til at handle dansk eller økologisk i frugt- og grøntafdelingen.
Professor i toksikologi på Københavns Universitet Lisbeth E. Knudsen har fundet blandt andet chlorpyrifos i urin hos danske mødre og småbørn. Hun er enig i, at det bør reguleres, så det kan komme væk fra supermarkedshylderne.
- Så længe man må bruge det i andre lande, så får vi det jo i vores importerede varer. Det synes jeg naturligvis er forkert, men det kræver EU-regulering og importkontrol eller mærkningsordninger at løse.
Danwatch har kontaktet EU-Kommissær for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, Mr. Vytenis Andriukaitis, der har svaret dem, at chlorpyrifos er under evaluering.