- Was machst du? Det betyder: "hvad laver du", siger Saboor.
Han er afghaner, og han er 17 år. Men han sidder på et hotelværelse i Tysklands vestligste by Aachen og taler med P1 Dokumentar. Han har fået tyskundervisning i et par uger nu. Og det er svært, konstaterer han.
- Der er mange kendeord. Der, die, das. Man skal huske dem for hvert ord. Det er det sværeste, siger han.
For to år siden flygtede han fra Afghanistan på grund af en familiestrid.
- Min onkel ville slå mig ihjel. Jeg har arvet noget jord efter min far, og han ville have mig til at overdrage det til ham. Jeg sagde, at det vil jeg aldrig gøre.
Flere ar på hans krop fortæller noget af historien. Ét er fra da hans onkel brændte ham med et glødende stykke jern. Et andet er fra dengang, onklen stak en kniv i låret på Saboor.
Hans onkel truede ham til at sige, at det var en ulykke, da han kom på hospitalet.
Farlig rejseDerfor flygtede han. Først til Iran, siden til Tyrkiet og til sidst med båd over havet til Grækenland. Her boede han i en forladt fabrik i havnebyen Patras sammen med de mange andre hjemløse immigranter.
Patras er kendt som porten til vesten, fordi der sejler færger med lastbiler til Italien. Ligesom de andre immigranter – børn som voksne – forsøgte han at hage sig fast under lastbilerne, når de holdt stille, inden de kørte ombord på færgerne.
Men hver gang blev han fanget af politiet, som tjekkede under lastbilerne. De slog ham med knipler og med knytnæver, fortæller han.
Tre gange forsøgte han uden held at hage sig fast under bilerne. Og til sidst betalte han en menneskesmugler for at snige ham ind i en container på en lastbil, så han kunne sejle med til Italien. I lidt over to døgn, anslår han, at han sad alene i containeren. Da han kom ud, var han i Italien.
Farlig rute
Saboor er langt fra den eneste, der tager den farefulde tur ombord på et skib mod en bedre fremtid mod Nord.
2014 endte med at sætte rekord for antallet af bådflygtninge. 170.000 ankom til Italien sidste år, og i januar og februar i år er tilstrømningen endnu højere end i 2014.
Middelhavet er den farligste grænseovergang i verden. Flere end 3.500 mennesker har mistet livet i bølgerne sidste år, og indtil videre er 1.600 mennesker druknet i år. Den seneste katastrofe, hvor et skib kæntrede og cirka 800 bådflygtninge omkom på vej mod Italien, har fået EU til at indkalde til krisemøde.
Prostitution og børnearbejde
I Rom driver Red Barnet et center for de hjemløse flygtningebørn. De lever på gaden eller overnatter i herberg, men om dagen kan de være på centeret Civico Zero, som ligger nogle minutters gang fra Roms hovedbanegård Termini.
Her kan de få et måltid mad, spille bordfodbold, gå på nettet og lave en lang række andre aktiviteter, som lige så nemt kunne finde sted i en dansk SFO. Men de får også rådgivning på centeret.
Ilaria Oliveri, der er centerets daglige leder, forsøger personalet at overbevise børnene om, at de skal søge beskyttelse i det italienske system, at livet på gaden er for farligt. Selv hvis de vil til andre lande, kan hun forsøge at hjælpe dem med familiesammenføring, siger hun.
- Men det er ikke nemt. Først og fremmest fordi det tager lang tid.
Det tager fem til seks måneder at gå den sikre vej gennem det europæiske system. Og Ilaria Oliveri konkurrerer med menneskesmuglere, som kan klare ture på nogle dage.
- Men det er farligt at gå via menneskesmuglerne, siger Ilaria Oliveri til P1 Dokumentar. Rejsen er ikke sikker.
Der kommer 40-50 børn i centeret hver dag, men mange af dem er gengangere, og det er langt fra alle hjemløse flygtningebørn i Rom, som Ilaria og folkene på Civico Zero taler med. Det anslås, at omtrent 3.000 børneflygtninge valgte livet på gaden i Italien sidste år.
Når børnene kommer til Rom, skylder de i forvejen ofte store beløb til menneskesmuglere for rejsen til Rom. Den gæld skal de betale tilbage, når de kommer til Rom. Og hvis de vil videre, skal de tjene flere penge.
Det er i den situation, at drengene er mest sårbare for at blive børnearbejdere.
Ilaria Oliveri fortæller, at både frugtmarkedet og fiskemarkedet i Rom er steder, hvor drengene bliver udnyttet som illegal arbejdskraft.
Her kan de tjene fem eller ti euro om dagen. Og menneskes
muglerne truer i nogle tilfælde børnenes familier derhjemme med vold, hvis de ikke får deres penge. Så børnene vil gerne arbejde på markedet.
Men det er fysisk hårdt arbejde. De slæber varer i mange timer hver dag, og hvis de bliver syge, står andre straks klar til at tage over. Og samtidig er arbejdet en langsommelig måde at komme gælden til livs på. Børnene skylder ofte op til 1000 euro, så hurtigere løsninger frister. Det kan være at sælge stoffer eller prostituere sig.
Prævention er imod graviditet
- Det er særligt egyptere og afghanere, der bliver prostituerede. Nogle gange har de allerede gjort det i Grækenland og Iran. Og derfor tror de, det er den hurtigste måde at tjene penge på. De ved ikke, at de kan blive i Italien uden at betale pengene tilbage, forklarer Ilaria Oliveri til P1 Dokumentar.
Børnene ved ikke, at de har rettigheder, uddyber hun. Derfor forsøger hun og hendes folk på Civico Zero at opsøge flygtningebørnene på markederne og i de parker, hvor de kommer.
Et af de store problemer, forklarer hun, er, at drengene tror, at kondomer kun er til for at forhindre graviditet. Derfor dyrker de ofte ubeskyttet sex, når de sælger sig selv på gaden.
Så medarbejderne på CZ forsøger at oplyse drengene om sexsygdomme og deler kondomer ud til dem, når de møder flygningebørnene på gaden.
Psykiske mén
Livet på gaden og den lange rejse efterlader ikke bare fysiske ar hos børnene. Men også ar på sjælen. Og dem er psykolog Rosalba Ceravolo stærkt bekymret for.
- Flere af dem udvikler posttraumatisk stresssyndrom, fortæller hun. Hun arbejder for Telefono Azzuro. En børnetelefon, hvor flygtningebørnene kan ringe ind og få råd og vejledning.
- Børnene mister evnen til at fungere senere i livet, forklarer hun.
Saboor er sluppet mere nådigt fra sin rejse, siden han kom til Italien.
Penge har han skaffet gennem et illegalt pengenetværk, hvor hans mor kan overføre 50 eller 100 euro til en mægler, når hun har sparet dem sammen i rengøringsjob hjemme i Kabul. Mæglerne tager procenter og er i alle de store byer. Sådan har det været, siden Saboor forlod Afghanistan som 14-årig.
I Aachen blev han fanget af politiet, da han sad i en bus, som kørte mod nord. Han havde billet til Malmø, men han er glad for, at han endte i Tyskland.
- Jeg har det godt her. Jeg føler mig tryg, siger han.
Og han er også klar over, at der er mange, der har været mindre heldige end ham.
- Det var et enormt held, at jeg nåede hertil. Der var mange, som døde undervejs, siger han.
Han nævner netop lastbilerne som eksempel.
- De havde uheld under lastbilerne, siger han.
Hør P1 Dokumentaren ”Italiens Usynlige Flygtningebørn” torsdag klokken 13. Eller find den HER, efter udsendelsen.