Den kollektive trafik er her torsdag morgen fortsat påvirket af de mange flygtninge og migranter og politiets arbejde ved grænserne.
DSB skriver på sin hjemmeside, at det indtil videre ikke er muligt at tage toget til og fra Tyskland via Rødby-Puttgarten.
EuroCity-togene kører kun mellem Københavns Hovedbanegård og Rødby Færge - de er aflyst mellem Puttgarden og Hamburg.
Togene kører i Sønderjylland
Lidt anderledes ser det ud for togtrafikken over landegrænsen i Sønderjylland.
Her skriver DSB, at det forventes at togene kører normalt. Det samme gælder for InterCity-tog mellem Flensborg og København.
Tag pas med på færgen
For bilrejsende til og fra Tyskland understreger Scandlines, at alle færger mellem Rødby og Puttgarten sejler, og at det igen er muligt at gå ombord.
- Landgangen er åben igen, vi sejler med alle færger og der intet ventetid dernede. Vi opfordrer dog folk til at have deres pas med, så glider det lidt nemmere, siger kommunikationschef i Scandlines, Anette Ustrup Svendsen, til Ritzau.
/DR Nyheder/