Næsten dobbelt så mange flygtninge er selvstændige sammenlignet med etniske danskere. 11 procent af flygtningene på arbejdsmarkedet i Danmark er selvstændige, mens det for etniske danskere kun gælder 6 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har analyseret.
- De her tal viser, at flygtninge kommer med en selvstændighedskultur, og det skal vi blive bedre til at bruge, når vi skal til at løse den store udfordring med at få flere flygtninge i arbejde, siger chefkonsulent Berit Toft Fihl fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Det er ofte små restauranter og butikker, som flygtningene åbner, og virksomhederne klarer sig ofte ligeså godt som deres etnisk danske konkurrenter.
Lav en guide til at blive selvstændig
Derfor skal kommuner og jobcentre også blive bedre til at hjælpe flere flygtninge med at oprette egen virksomhed, mener Dansk Arbejdsgiverforening.
- Vi må kunne lave en slags startpakke til flygtninge, som viser, hvordan man kommer i gang med at nedsætte sig som iværksætter i Danmark og måske udgive det på syrisk, siger Berit Toft Fihl.
Det er dog ikke nok, mener Hans Lassen, der som direktør for konsulentfirmaet Sisyfos i 20 år har arbejdet med integration.
- Jeg synes, man skal kunne beholde noget af sin offentlige forsørgelse, mens man starter op. Det er jo klart, at hvis man ikke har noget økonomi til at stå igennem med, så er det en dødssejler, siger Hans Lassen.