Malaysia Airlines har "mistet kontakten" til et passagerfly, der har 239 mennesker om bord, oplyser flyselskabet.
Flyet lettede fra den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, fredag klokken 17.41 dansk tid og skulle efter planen lande i Kinas hovedstad, Beijing, klokken 23.30 dansk tid.
Men Malaysia Airlines kan ikke få kontakt til Boeing 777-200-flyet, som er forsvundet.
Flyselskabet skriver på Facebook, at der er 227 passagerer - heriblandt to spædbørn - samt 12 besætningsmedlemmer om bord.
- Malaysia Airlines arbejder i øjeblikket sammen med myndigheder, som har aktiveret deres redningshold for at finde flyet, lyder det fra luftfartsselskabet.
Malaysia Airlines flyver hovedsageligt i Asien, men selskabet har også afgange til både Europa, Mellemøsten og Nordamerika.
Flyselskabet har kun været ramt af få ulykker.
//Ritzau