Flertal vil have Ahmed Samsam-sag undersøgt i kommission

Ifølge DR's oplysninger arbejdede Ahmed Samsam som agent for PET og FE på rejser til Syrien.

Ahmed Samsam i retten i Spanien. Her fik han i 2018 en terrordom.

Ni partier bakker nu op om at få undersøgt sagen om den terrordømte Ahmed Samsam i en kommission.

Han afsoner en dom for at have tilsluttet sig en terrorgruppe på rejser til Syrien.

Men ifølge DR's oplysninger arbejdede han for først PET og siden FE på turene.

Her fik han betaling for blandt andet at videregive oplysninger om danske syrienkrigere.

Fra rød blok har DR talt med Enhedslisten, SF, Frie Grønne og Radikale Venstre. Partierne bakker alle op om, at sagen skal kulegraves.

Det samme gør alle partier fra blå blok - dog ikke Nye Borgerlige.

Blå blok fremlagde på et pressemøde i dag sit oplæg til en FE-kommission.

- Nu har vi lagt vores forslag frem til en undersøgelse af FE-sagen. Hvis det er relevant at undersøge andre forhold, for eksempel sagen om Ahmed Samsam, så er vi også åbne over for det, skriver Jakob Ellemann Jensen (V).

Den samme melding kom fra De Konservatives Søren Pape Poulsen efter pressemødet.

Ingen af partierne er konkrete på, om sagen skal have sin egen kommissionsundersøgelse, eller om den kan blive en del af den kommission, som skal undersøge FE-sagen.

Lars Findsens skriver om skænderi på fortroligt møde

I bogen 'Spionchefen - erindringer fra celle 18' beskriver tidligere FE-chef Lars Findsen, at han i januar 2020 holder møde om 'fremstillingen af faktuelle forhold' i en fortrolig sag.

Til mødet forsøger Barbara Bertelsen ifølge Findsen at 'fremstille Justitsministeriet bedre, end hvad der var belæg for'.

DR har tidligere beskrevet, at mødet drejede sig om Ahmed Samsam.

Den nyhed fik Ahmed Samsams adokvat, Erbil Kaya, til at reagere.

- Jeg mener, det bør undersøges, hvad der bliver sagt på det møde. For det er for eksempel strafbart, hvis man undlader at oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en dømt er uskyldig, siger han.

Lars Findsen fortæller ikke nærmere om sagen af hensyn til sin fortrolighed.

Lars Findsen er i dag tiltalt for at have lækket statshemmeligheder. Han blev anholdt 8. december 2021 sammen med tre andre personer tilknyttet PET og FE.

Den sigtede PET-ansatte har ifølge DR's oplysninger relation til sagen om Ahmed Samsam.

De to andre anholdtes sager er i dag blevet droppet af Anklagemyndigheden.

Ahmed Samsam. Foto: Privat

Ahmed Samsam afsoner på femte år

32-årige Ahmed Samsam har siddet fængslet siden 2017. Her blev han fængslet i Spanien og siden dømt for terror og blev af myndighederne stemplet som 'en meget farlig jihadist'.

Lige så længe har han kæmpet for at komme ud, fordi han mener, at dommen er forkert.

Han mener, at de spanske myndigheder har dømt ham for at tilslutte sig Islamisk Stat, selvom det aldrig skete, og at han rejste til konfliktzonen i Syrien for at udføre arbejdet for PET og FE.

Hele vejen gennem sagen har Ahmed Samsams advokater forsøgt at få efterretningstjenesterne til at erkende den fejlagtige anholdelse og siden dom.

Det er ikke sket og derfor stævnede Ahmed Samsam i december efterretningstjenesterne.

Sagen skal køre ved Østre Landsret i august næste år.

Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, hilser derfor undersøgelsen velkommen.

- Det her noget, vi har råbt og skreget op gennem meget lang tid. Vi hilser den velkommen og mener, at den bør iværksættes så hurtigt som overhovedet muligt.

- Det er bedre sent end aldrig. Min klient har brug for oprejsning, og for at sandheden kommer frem.

Du kan læse DR's interview med Ahmed Samsam her.

Fik kontanter af myndighederne i fængslet

DR og Berlingske har interviewet Ahmed Samsam i fængslet.

Her fortalte han blandt andet, at han efter sin hjemkomst til Danmark i december 2020, blev opsøgt af to mænd i fængslet.

Den ene af de to gav ham 10.000 kroner i hånden under besøget.

Ifølge DR's oplysninger er personerne tilknyttet Forsvaret Efterretningstjeneste (FE), og af officielle dokumenter fra Kriminalforsorgen fremgår det også, at de to er myndighedsansatte.

Det er uvist, hvorfor de to mænd havde penge med ind til Ahmed Samsam.

På tidspunktet for besøget forhandlede efterretningstjenesterne dog ifølge DR's kilder om en millionkompensation til Ahmed Samsam.

Den kompensation og et forlig faldt aldrig på plads.