I år er der markant flere, der går efter at uddanne sig til ingeniør og folkeskolelærer.
Det viser en opgørelse over søgningen til de videregående uddannelser, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort.
Hele 16 procent flere har i år søgt ind på uddannelsen som folkeskolelærer.
Dermed er læreruddannelsen den uddannelse, som oplever størst stigning i antallet af ansøgninger i forhold til sidste år.
En anden højdespringer er ingeniøruddannelserne.
Antallet, der søger om optagelse på ingeniørstudier som deres førsteprioritet gennem kvote 1, er steget igen i år. 11 procent flere vil være civilingeniør, og 10 procent flere vil være diplomingeniør.
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) mener, at det er et udtryk for, at flere går efter uddannelser, hvor der er god chance for et job i fremtiden.
- Vi har mangel på dygtige lærere, ingeniører og it-specialister. Optaget i år tyder på et styrket match mellem uddannelsesvalg og arbejdsmarkedets behov. Jeg er glad for, at uddannelser med gode jobudsigter hitter hos de unge i år, siger hun i en pressemeddelelse.
Sygeplejerske hitter stadig
Selvom der er flere, der ønsker at være folkeskolelærer og ingeniør, så er det stadig pædagog og sygeplejerskeuddannelsen, der ligger øverst på listen over de mest populære uddannelser ud af de 24 udvalgte uddannelser, som ministeriet har præsenteret på en liste.
Dog er antallet af ansøgere faldet i forhold til sidste år.
- •
De ti mest søgte uddannelser i år ud af 24 udvalgte målt på antal ansøgere:
- •
1. Pædagog: 7.195 ansøgere (- 10)
- •
2. Sygeplejerske: 5.442 ansøgere (-290)
- •
3. Diplomingeniør: 3.687 ansøgere (322)
- •
4. Medicin: 3.482 ansøgere (28)
- •
5. Socialrådgiver: 3.455 (230)
- •
6. Folkeskolelærer: 3.224 ansøgere (449)
- •
7. Civilingeniør: 3.217 ansøgere (308)
- •
8. Jura: 2.684 ansøgere (138)
- •
9. Fysioterapeut: 2.538 ansøgere (- 211)
- •
10. Markedsføringsøkonom: 2.502 ansøgere (-285)
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Derudover har flere valgt at søge ind på tekniske uddannelser. På erhvervsakademierne og professionshøjskolerne har man i år modtaget fem procent flere ansøgere til de tekniske linjer,og på it-uddannelserne på universiteterne har der været en stigning på 14 procent.
Ansøgerne får svar på, om de er blevet optaget på en uddannelse 30. juli.
Fakta
- •
I alt 94.061 har søgt ind på en videregående uddannelse i år. Det er det højeste antal ansøgere nogensinde og en procent højere end sidste år.
- •
I 2015 søgte 93.924 ind på en videregående uddannelse, i alt begyndte 65.289 nye studerende på en videregående uddannelse i 2015.
- •
Dermed har 137 flere søgt ind på en videregående uddannelse i år end sidste år.