Bilisterne i Nordjylland har her til morgen skullet finde deres tålmodighed frem.
For sneen fyger og hober sig op på vejene, og det har tvunget flere til at sidde i kø på motorvejene.
En af dem, der sidder fast i snestormen, er Ahmad Qauomi. Han brugte i dag godt tre timer på at køre fra Aalborg og til Randers – men måtte så vende om igen.
- Flere kollegaer ringede til mig og sagde, at jeg skulle køre hjem igen, for der var alt for mange, der ikke kunne komme på arbejde, fortæller Ahmad Qauomi.
Men da han ville sætte kursen mod nord igen, begynder det at se svært ud. For en stor lastbil er skredet ud og spærrer vejen, og de store mængder sne har gjort det umuligt for den lange bilkø at komme videre.
- Der er rigtig mange biler bagved os, og vi kan ikke gøre noget. Folk er i gang med at prøve at flytte lastbilen, så vi håber det snart bliver løst, siger han.
Selvom der har været varslet snestorm, er det voldsomme vejr alligevel kommet bag på Ahmad Qauomi. Han havde ikke regnet med at se så mange biler sidde fast i sneen i dag.
- Jeg håber, de får hjælp hurtigt, siger han.
'Jeg elsker sne, så for mig er det perfekt'
Mikkel Jørgensen fra Aalborg arbejder til dagligt som pædagog i Vrå. Men bag i bilen har han pakket sit snowboard. For han er på vej til Norge for at hjælpe med at arrangere danmarksmesterskabet i snowboard.
- Personligt elsker jeg sne, så for mig er det perfekt. Men det er også lidt mærkeligt at tage op til Norge, når der alligevel er sne herhjemme.
Og selvom det fyger med sne på vejene, så er det ikke noget problem.
- Jeg har boet i Norge i 16 år, så jeg er vant til at køre i det her vejr. Jeg synes, det er hyggeligt. Men jeg synes, vi i Danmark kører lidt for tæt på hinanden. Man skal passe på, når man bremser.
I Nordjylland er flere færgeafgange mod Norge blevet aflyst, men Mikkel Jørgensen er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at nå frem.
- Jeg er sikker på, at min færge sejler, for jeg har snakket med dem. Stena Line klarer den, det er helt sikkert.
'Jeg ville nok hellere være fri'
Nogen, som er mindre glade for det voldsomme vejr, er Mikkel Meldgaard fra Aalborg, som er chauffør for Flextrafik.
- Sidste gang, jeg var ude at køre i sådan noget vejr her, gled jeg af vejen. Så nu må vi se, hvad der sker i dag, siger han.
Derfor er han også stået ekstra tidligt op i dag, for at kunne nå frem til sit arbejde i tide. Og den beslutning er han glad for nu, for vejret er en del værre, end han havde regnet med.
- Jeg ville nok hellere være fri for at komme ud og køre i det her vejr, hvis jeg skal være ærlig.
Heldigvis for Mikkel Meldgaard er flere af Flextrafiks kørsler blevet aflyst på grund af vejret.
- Vi får ikke så travlt i dag, så jeg kører stille og roligt.
'Hvis du ikke SKAL ud, så lad være'
En anden, som også er ude og køre, er Søren Nielsen fra Vrå. Han er lastbilchauffør og har kørt siden klokken fire i nat for at rydde vejene for sne og sprede salt mellem Hjørring og Brønderslev.
Indtil videre, har de haft nok at lave, fortæller han.
- Det fyger kraftigt, og hvis der kommer mere sne, og det bliver ved med at blæse på denne her måde, så kan vi godt få problemer.
Han har et godt råd til de folk, som er fristet til at køre ud i stormvejret:
- Hvis du ikke SKAL ud, så lad være. Dem, der skal ud og køre, skal bruge deres øjne og deres fornuft. Rens dine lygter og bilens vinduer. Hvis du er i tvivl, er det bedre at vende om, så man undgår at sidde fast.
Lige nu bliver vejene hurtigt sneet til, fortæller Søren Nielsen. For de veje, der vender på tværs af vinden, samler fygesne så hurtigt, at de er fyldt op igen tyve minutter efter, at de er blevet ryddet.
- Så hvis man skal have børnene i børnehave eller ud og handle, så kan man måske godt komme ud, men det er ikke sikkert, at man kan komme hjem igen.
Selv er Søren Nielsen ved godt mod - også selvom der stadig vanker meget arbejde.
- Vi gør det så godt vi kan resten af dagen, og så må vi se. Vi har nok at lave, men vi har kaffe i kanden og god varme, så vi kæmper videre.
Følg løbende med i vejrudviklingen i vores liveblog.