Flere regioner mangler tilbud til alkoholskadede børn: 'Det kan få fatale konsekvenser'

Dan Qvist blev født af en mor, der drak under graviditeten, men blev hjulpet af en tidlig indsats.

28-årige Dan Qvist var kun 41 centimeter lang og vejede 1.800 gram ved fødslen. Han er et de 300 børn, der hvert år bliver født af kvinder, der har haft et alkolholmisbrug under graviditeten. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Han blev født to uger for tidligt.

Han var underudviklet, han kunne ikke spise normalt og senere i livet har han haft det svært i skolen, fordi han hurtigt mistede koncentrationen.

Og selv en simpel tur i et indkøbscenter er ulideligt for Dan Qvist, fordi det føles som et bombardement af sanseindtryk.

Alt sammen konsekvenser, fordi hans mor drak under graviditeten.

Heldigvis fik han den rigtige diagnose tidligt, der betød, at hans plejefamilie, børnehave og skole kunne give den bedst mulige hjælp.

- Jeg har været så heldig, at jeg har haft nogle fantastiske personer omkring mig, som har været med til at give mig den styrke, der skulle til, og har været med til at holde hånden under mig.

Bliver behandlet forskelligt

Dan Qvist er et af de cirka 300 børn, der ifølge Socialstyrelsen hvert år fødes af kvinder, der under graviditeten har haft et alkoholmisbrug.

En undersøgelse fra Socialstyrelsen viser dog, at der er stor forskel på, hvordan regionerne hjælper børnene, fra de bliver født.

Det kan betyde, at børnene ikke får den rette hjælp, fortæller Helle Rotbøll Randløv, fuldmægtig i Socialstyrelsen.

- Risikoen er, at børnene ikke får den udredning, de har brug for. De kan risikere at få andre diagnoser, blive misforstået og få et svært liv. Det kan få fatale konsekvenser i form af et liv med misbrug, kriminalitet og øget risiko for selvmord. Vi skal forstå, at de her børn findes og har brug for en særlig hjælp.

Hun understreger, at de børn, der får den rette hjælp, klarer sig bedre, og derfor er det vigtigt med den relevante indsats i alle regioner. Det er nemlig svært at vide præcis, hvilke skader børnene har fået, og derfor kræver det en udredning.

- Den viden skal ud til de personer, der har med dem at gøre i hverdagen, nemlig pædagogerne i vuggestuen, lærerne i skolerne, så de ved, hvilke vanskeligheder, børnene har.

Værst står det til i Region Sjælland og Region Hovedstaden, der ifølge Socialstyrelsen på regionens familieambulatorier ikke har en indsats efter fødslen, når det kommer til at udrede og følge de alkoholskadede børn, til de er 18 år.

Og det er kritisabelt, siger Anne Louise Bischoff, formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, der er den faglige sammenslutning af danske børnelæger.

- Det er et problem, at der ikke er et ens tilbud over hele landet. Børnene skal være stillet lige, uanset hvor de bor.

Anne Louise Bischoff er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, der er den faglige sammenslutning af danske børnelæger.

- Region Hovedstaden og Region Sjælland mangler et systematisk tilbud til børnene, eksempelvis hvornår der startes opfølgning, og hvordan børnene bliver fulgt igennem livet. Det tilbud findes i de andre regioner, og det er nødvendigt, fordi børnene udvikler mange forskellige vanskeligheder. Derfor skal de to regioner lave et systematisk tilbud, der lever op til kravene fra Socialstyrelsen, og som de andre regioner har.

Bliver fulgt til de er 18 år

I Region Midtjylland følger Familieambulatoriet på Aarhus Universitetshospital børn med alkoholskader tæt, indtil de fylder 18 år.

Ifølge overlæge på ambulatoriet Jennifer Vikre-Jørgensen modtager de både små børn, der har skader på sanser som hørelsen og synet, og børn i 12-14-årsalderen med store indlæringsvanskeligheder. Alt sammen fordi moren har haft et alkoholmisbrug under graviditeten.

Børnene bliver med jævne mellemrum fulgt på hospitalet af både læger, psykologer, fysioterapeuter og andre, der hjælper børnene.

- Det er vigtigt, at vi følger børn med alkoholskader, så vi får dem udredt på en grundig måde.

Ifølge Jennifer Vikre-Jørgensen går mange af børnene under radaren og får forkerte eller ingen diagnoser og dermed forkert hjælp.

- Børnene har krav på at få at vide, hvorfor de har det svært. Vi kan ikke være andet bekendt. Det er en lettelse for børnene at få at vide, at de har en alkoholskade. Det er et livslangt handicap, der gør det svært for mange af dem at bestå en 9. klasseseksamen. Derfor er det et kæmpestort problem, at vi overser de børn, fordi vi rent faktisk kan hjælpe dem.

Region: Ingen effekt at følge børn så længe

Region Hovedstaden har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt citat svarer regionen, at frem til 2019 blev alle alkoholskadede børn faktisk fulgt på Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, frem til de var syv år.

Men tilbuddet var afhængigt af satspuljemidler, og da de midler forsvandt i 2019, forsvandt tilbuddet også.

Herefter blev ansvaret for børnene lagt ud til praktiserende læger og kommunerne, hvor det primært er i dag.

Regionen har desuden tidligere svaret Folketingets Sundhedsudvalg i 2019, at tilbuddet om at følge børn, til de var syv år, blev droppet, fordi der ikke kunne “forevises en dokumenteret effekt af den øgede indsats”, og at forældreparrene i høj grad blev væk.

Men kommunen vil dog altid blive orienteret, hvis regionen i graviditeten bliver bekymret for barnets velfærd, oplyser Region Hovedstaden.

- Familieambulatoriet tilbyder dog fortsat opfølgning af de mest eksponerede børn.

I Region Sjælland ligger Familieambulatoriet på Slagelse Sygehus, og vicedirektør Charlotte Bøll understreger, at de alkoholskadede børn i regionen som minimum følges, til de er to år.

Og da Familieambulatoriet oplever, at mønsteret med misbrug går igen i generationer, har regionen en ambition om at udvide tilbuddet til både forældre og de alkoholskadede børn i et samarbejde med kommuner og praktiserende læger.

Hør 28-årige Dan Qvist fortælle om, hvordan han hurtigt bliver overstimuleret og har svært ved at sortere i indtryk. Alt sammen konsekvenser, fordi hans mor drak under graviditeten.

Dan Qvist blev anbragt hos en plejefamilie som treårig, og senere har diagnosen betydet, at hans hjerne konstant er på overarbejde. Det viser sig også i dagligdagssituationer.

- Det kan være svært for mig at købe ind, hvis der er mange mennesker. Så har jeg svært ved at koncentrere mig om at få gjort de her enkle ting.

Han vil gerne fortælle sin historie, fordi han vil sætte fokus på de problemer, der følger med alkohol under graviditeten

- Det er altså no go at drikke, mens man er gravid.