Flere problemer med Åhuset

På trods af en upåklagelig tilsynsrapport er der stadig problemer på opholdsstedet Åhuset. Et forældrepar har trukket deres barn ud af Åhuset skole.

På trods af en upåklagelig tilsynsrapport er der stadig problemer på opholdsstedet Åhuset. Et forældrepar har trukket deres barn ud af Åhuset skole. (Foto: © Nicolai Fonseca, DR Fyn)

På trods af en upåklagelig tilsynsrapport er der stadig problemer på opholdsstedet Åhuset i Odense.

Et forældrepar har netop trukket deres barn ud af Åhuset specialskole, fordi lederen Stig Jørgensen i følge dem ikke gjorde sit job ordentligt.

Faren Morten Monrad mener, at strukturen på skolen er for løs. For eksempel faldt hans barn en gang i en brønd, fortæller han:

- Det var en episode, hvor han faldt ned i en kloak. Det var vi da foruroliget over, at sådan noget kan ske på sådan et sted, siger Morten Monrad.

Desuden var drengen decideret bange for lederen, fordi de råbte og skreg af børnene.

Skældt ud til frygt

- Han var meget bange for personerne i lederkredsen, fordi de kunne godt skælde ud - meget voldsomt.

Ved en lejlighed har lederen råbt og skreget af drengen selvom han allerede en gang var blevet irettesat.

- Flere timer efter episoden kommer lederen forbi, og hører at min dreng havde gjort nogle ting, og så farer han over ham højrøstet og giver ham en ordentlig opsang. Og der mener vi jo, en fra ledelsen ikke burde gå sådan til yderligheder overfor sådan nogle børn, siger Morten Monrad.

Samtidig med at forældreparret trak drengen ud af skolen blev han smidt ud i begyndelsen af januar, fordi han var for svær at styre.

Mere end 20 tidligere ansatte på Åhuset stod for en måned siden frem og fortalte om svigt af de i forvejen omsorgssvigtede børn på Åhuset.

Det fik det kommunale tilsyn til at se stedet efter i sømmene og konkludere at børnene havde det fint. Men forældreparret her mener altså noget andet.