Flere partier vil forbyde sprøjtegifte: Vi kan ikke gamble med børns liv

Miljøministeren afviser forbud, indtil der findes mere sikker viden.

Flere partier ønsker at forbyde tre pesticider, som er under mistanke for at være årsag til leukæmi hos børn. (Foto: © (Grafik) Signe Heiredal)

Tre slags pesticider, som er godkendt til brug på danske marker, skal forbydes med det samme for en sikkerheds skyld.

Sådan lyder reaktionen i dag fra flere oppositionspolitikere, efter det er kommet frem, at der kan være en sammenhæng mellem brugen af visse godkendte sprøjtegifte og børneleukæmi.

- Jeg tror, at vi med det samme må få forbudt de pesticider, som er i risiko for at give børnekræft. Hvis forskningen skulle vise noget andet, så må vi åbne op igen. Vi kan ikke gamble med børns liv, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V) har i dag nedsat en arbejdsgruppe, der skal følge den nye forskning.

Mistanke om øget risiko for børneleukæmi

Ifølge de foreløbige resultater fra undersøgelsen, som er baseret på data fra danske kvinder og børn, kan børn have øget risiko for at udvikle børneleukæmi, hvis deres mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, hvor der formodentlig er sprøjtet med visse pesticider.

Resultaterne er særligt opsigtsvækkende, fordi pesticider i udgangspunktet ikke bliver godkendt til brug i Danmark, hvis de udgør en sundhedsrisiko.

Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener, at de nye oplysninger kalder på en endnu kraftigere reaktion fra miljøministeren.

- Det er fornuftigt at nedsætte en arbejdsgruppe, men det er ikke nok. Vi har behov for et straksforbud mod de stoffer, som undersøgelsen viser, kan forårsage kræft hos danske børn. Og det forbud bør gælde fra i dag og løbe indtil vi har hele undersøgelsen færdig, siger Christian Rabjerg Madsen.

Sår tvivl om godkendelser

Alternativets Miljøordfører, Christian Poll, mener, at brugen af pesticider skal forbydes fuldstændigt.

- Vi bliver ved med gang på gang at tro, at vi har et godkendelsessystem, der virker. Men det gør det jo ikke. Vi ser jo endnu engang, at der ikke er styr på det, siger miljøordføreren.

SF's miljøordfører, Trine Torp, var også blandt deltagerne til dagens møde i miljøministeriet, hvor ministeren orienterede om sagen.

SF'eren kalder det foruroligende, når der er sammenhæng mellem de pesticider, som stadig anvendes i landbruget og det, at børn kan udvikle leukæmi.

- Jeg synes, det er fint med en arbejdsgruppe, fordi der stadig er nogle usikkerheder. Men en arbejdsgruppe må ikke være noget, der forsinker forberedelsen af et forbud, siger Trine Torp.

Undersøgelsens resultater er foreløbige, og forskerne bag understreger ifølge miljøministeriet, at konklusionerne kan ændre sig.

Minister afviser straksforbud

Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), siger til DR, at han tager de nye resultater meget alvorligt.

- Derfor har vi sat os i forbindelse med de forskere, der står bag. I det øjeblik, at der skulle være et resultat, der viser at der er en sammenhæng, gøres det forbudt, siger han.

Men fordi forskningsresultaterne endnu ikke er endelige, vil han afvente et forbud.

- Hvis vi fremsatte forbud hver gang, der var en hypotese, så lavede vi mange forbud. Hvis det viser sig at der en sammenhæng, kommer vi til at forbyde de her stoffer, siger Jakob Ellemann-Jensen.