Flere og flere flygter fra Udkantsdanmark

- Vi behøver ikke ligefrem at jage folk ud af landdistrikterne, men det er man godt på vej til i dag, mener Kommunernes Landsforening.

Flugten fra Udkantsdanmark er steget markant. (Foto: © Thomas Dinsen DR Fyn)

Flere hopper på toget i landdistrikterne og kommer aldrig tilbage, skriver Jyllands-Posten søndag. Urbaniseringen er ikke ny, men de seneste år er den taget til i styrke, viser opgørelser fra både Eurostat og Danmarks Statistik.

Befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct.

I de tætbefolkede storbyområder er tilvæksten så stor, at Danmark er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by.

- Vi behøver ikke jage folk bort fra landet

Ifølge Martin Damm, formand for kommunernes forening, KL, har Folketinget et stort ansvar.

- Vi behøver ikke ligefrem at jage folk ud af landdistrikterne, men det er man godt på vej til i dag. Byerne er snart det eneste sted, hvor man kan uddanne sig, så det er ikke mærkeligt, at de unge flytter, siger han til Jyllands-Posten.

Flere politikere og eksperter foreslår en kommission, der skal undersøge, hvordan man skaber et mere helt Danmark.