Siden 1970 har den grønlandske selvmordsrate været en af verdens højeste med gennemsnitligt 40 om året. Og nu føjes en tragisk udvikling til den i forvejen ulykkelige statistik.
Flere og flere selvmord begås af unge under 20 år, og nogle er helt ned til 10 år, når de vælger at tage deres eget liv, viser et nyt studie.
- Det i øjefaldene er, at jo yngre generationer vi kigger på, jo større er andelen af unge i selvmordsstatistikken, forklarer sociolog Christina Viskum Lytken Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed, som står bag studiet.
Kraftig stigningDet er en gennemgang af dødsårsagsregistret fra 1970 til 2011, som fortæller den sørgelige historie.
I den generation, der er født mellem 1980-1989, begik hele 17 børn og unge i alderen 10-14-årige selvmord.
Til sammenligning er der kun et enkelt tilfælde af selvmord i samme aldersgruppe i generationen, som er født i årene 1950-59.
Og den udvikling adskiller sig kraftigt fra Danmark.
- Selvmord blandt unge under 20 år forekommer sjældent i Danmark. Der er stort set ingen 14-årige, som begår selvmord, siger Christina Viskum Lytken Larsen.
Tager man de lidt ældre teenagere i Grønland med, er tendensen endnu klarere. Her viser studiet, at halvdelen af selvmordene begået i gruppen 1980-1989, er personer under 20 år.
Det samme gælder kun for 7 procent af selvmordene begået i gruppen, som er født i årene 1950-1959.
Ingen entydig forklaring
Med studiets hårde kendsgerninger følger ikke nogen forklaring på, hvorfor flere børn og unge vælger at begå selvmord.
Forklaringen på den generelle høje selvmordsrate, mener Christina Viskum Lytken Larsen, kan ligge i den rivende udvikling, som det grønlandske samfund har gennemgået.
Fænomenet opstår nemlig i takt med udviklingen fra et traditionelt samfund til et moderne op gennem 1960'erne og 1970'erne.
- Det gik meget stærk, og derfor går teorierne på, at mange har været tvunget til at finde nye roller fra fangere og fiskere til at finde sine ben i et moderne samfund, og det har skabt massive problemer med blandt andet misbrug af alkohol og seksuelle overgreb, forklarer Christina Viskum Lytken Larsen.
Og det miljø har betydning for den høje selvmordsrate.
- Der er ikke nogen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem det at være vokset op med misbrug og seksuelle overgreb og de mange selvmord, siger Christina Viskum Lytken Larsen.