Flere end 100 vidner skal afhøres i sag mod opholdsstedet Solhaven

Retssagen mod 12 tidligere ansatte på opholdsstedet Solhaven starter mandag formiddag i retten i Aalborg.

12 tidligere ansatte ved opholdsstedet Solhaven er tiltalt for vold mod anbragte unge. Retssagen mod dem starter mandag. (Foto: © DR)

Intet mindre end 110 vidner skal det næste halve års tid belyse, om 12 ansatte på opholdsstedet Solhaven er skyldige i vold mod anbragte børn og unge.

Solhaven er et opholdssted i Farsø i Nordjylland, der har flere afdelinger i byen og nærmeste omegn for børn og unge med svære tilpasningsvanskeligheder.

De 12 tidligere ansatte er tiltalt efter straffelovens grove voldsparagraf for både at have slået, sparket og mishandlet i alt 21 børn og unge, der var anbragt på stedet mellem 2005 og 2011.

- Antallet af vidner skyldes, at anklageskriftet dækker over en lang periode, og at der er rigtig mange mennesker, der har haft en relation til Solhaven, siger anklager i sagen Lene Lentz til DR Nyheder.

Vidner er bevisførelsen

Derudover skyldes det store antal vidner også, at vidnernes forklaring er afgørende for dommens udfald.

- Bevisførelsen består først og fremmest af vidneforklaringerne, siger Lene Lentz.

Hun forklarer, at anklagemyndigheden har indkaldt omkring halvdelen af vidnerne, mens forsvareren har indkaldt den anden halvdel.

Risikerer op mod fire år

Retssagen mod Solhaven starter mandag morgen i Retten i Aalborg, hvor den hovedtiltalte forstander først skal afhøres.

Sammen med de 11 andre tiltalte risikerer han op til fire års fængsel og risikerer at blive frakendt retten til at have med børn og unge at gøre i professionelt virke.

- Vi nedlægger også påstand om, at de frakendes retten til arbejde med børn, forklarer Lene Lentz.

Også tiltalt for ulovlig tvang

De 12 er alle tiltalt for grov vold, mens forstanderen og fire andre også er tiltalt for ulovlig tvang. Forstanderen er også tiltalt for vidnetrusler.

Der er blandt andet tale om, at de ifølge anklageskriftet har tvunget en anbragt til at gå rundt i længere tid kun iført underbukser eller tvunget en anden til at sidde på en lille skammel i mange timer uden mad og drikke.

Forstanderen nægter sig skyldig i anklagerne, oplyser hans forsvarer, Henrik Garlik.

- For så vidt angår min klient, så nægter han sig skyldig. Han afviser på det pureste, at der på nogen måde har været tale om vold, men der har været tale om pædagisk retning, fortæller han.

Det var i juni 2011, at Vesthimmerlands Kommune politianmeldte Solhaven. Og efter at have fået aktindsigt i sagen, kunne DR Nyheder i februar 2012 fortælle om anmeldelsen. Du kan læse den første artikel om sagen her.

Retssagen mod Solhaven skal ifølge planen foregå frem til den 31. marts næste år.

Dr.dk er med fra Retten i Aalborg hele dagen.