Flere asylansøgere end de sidste 10 år

I løbet af foråret er der kommet 1913 asylansøgere til Danmark, hvis det fortsætter bliver det 7000 i alt. Det højeste tal siden 2001.

Antallet af asylansøgere er på vej mod nye højder. Justitsministeriet vurderer, at der i år vil komme 7000. På billedet Center Sandholm, hvor mange asylansøgere starter deres ophold i Danmark. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

I løbet af årets første tre måneder kom 1.913 asylsøgere til Danmark, og Justitsministeriet siger i et svar til Dansk Folkeparti, at ministeriet vurderer, at der i løbet af i år vil komme i alt 7000 - det højeste tal siden 2001.

Det bekymrer Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen:

- Når vi nærmer os niveauet fra før asylreglerne blev strammet, er det et endegyldigt bevis på, at regeringen har opgivet at styre asylpolitikken. Nu får vi igen mange asylsøgere, som er svære at integrere i det danske samfund, siger Martin Henriksen til Kristeligt Dagblad.

Asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp siger, at konflikten i Syrien og de kaotiske forhold i Somalia og Afghanistan er hovedforklaringerne på de mange asylsøgere.

Danmark igen drømmeland for asylansøgere

Martin Henriksen mener, at regeringens lempelser i asylpolitikken, som for eksempel fjernelsen af starthjælp, har været til med at - igen - gøre Danmark attraktivt for asylansøgere. Det er Inger Støjberg, integrationsordfører fra Venstre, enig i.

- Man har lempet en masse mindre ting, men når man lægger det hele sammen, bliver det en stor lempelse, siger Inger Støjberg til avisen.

Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp afviser derimod, at den lempelige socialpolitik er årsagen til, at der er kommet flere asylansøgere.

- Regler om socialhjælp er langt nede på listen, når en flygtning søger beskyttelse. De største grupper kommer fra lande i krig, og det er stadig forsvindende få flygtninge, som kommer til Danmark sammenlignet med lande i Sydeuropa, siger Eva Singer.