I flere år har "svenske tilstande" været nærmest et skældsord i dele af dansk politik.
Det gælder ikke mindst, når det kommer til retsområdet.
Det hænger blandt andet sammen med følgende tørre, triste tal: De seneste to år er 118 personer blevet dræbt af skud i Sverige som følge af bandekrig, skriver Berlingske.
Flere anholdelser på dansk jord den seneste måned får nu flere retsordførere til at bekymre sig om, hvorvidt den blodige svenske bandekonflikt er ved at forgrene sig til Danmark.
- Når vi kommer på den anden side af sommerferien, er jeg nødsaget til at skulle have justitsministerens og Rigspolitiets kommentar til problemets omfang. Er der en ting, vi ikke skal have i Danmark, så er det svenske tilstande, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.
Tre svenskere anholdt for våbenbesiddelse
Så sent som i sidste uge blev tre svenskere varetægtsfængslet for at have været i besiddelse af våben.
Den ene af dem er en 19-årig mand, som blev varetægtsfængslet lørdag for at have været i besiddelse af en 9mm Glock-pistol i en lejlighed på Amager. Ifølge anklagemyndigheden trækker sagen tråde til "det organiserede kriminelle miljø", skriver Ritzau.
Et par dage forinden blev to mænd på 19 og 31 år anholdt på et hotel på Amager og sigtet for at være i besiddelse af samme type pistol, skriver Ekstra Bladet. Ifølge politiet modtog de våbnet af ukendte medgerningsmænd ved Scandic Hotel ved Søerne i København tirsdag, men det er ikke kommet frem, om der også her er en relation til det organiserede kriminelle miljø.
Sagerne kommer i kølvandet på flere andre anholdelser af svenskere, der trækker tråde til organiseret kriminalitet. Og det bekymrer i høj grad også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod.
- Det er dybt bekymrende, men det er jo heller ikke særlig overraskende. Sverige er jo på mange måder et land, hvor tingene er kørt af sporet. Hvor indvandringen er løbet løbsk, men også hvor den organiserede kriminalitet tæller mange tusinde bandemedlemmer, og hvor ingen kan have tillid til, at de svenske myndigheder har den her situation under kontrol, siger han.
- I det lys er det desværre en naturlig udvikling, at det svenske kaos kommer til at sprede sig til de områder, der er omkring Sverige.
Sprængning og drabsforsøg
De forudgående sager tæller blandt andet en sprængning ved en smykkeforretning i Valby i slutningen af juni. Her sidder en 19-årig svensker varetægtsfængslet sigtet for som led i - eller for at opildne til - en bandekonflikt at have modtaget en håndgranat, taget den med til smykkeforretningen og sprængt den.
Derudover blev to svenske teenagere på henholdsvis 15 og 16 år varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøg i juni. De blev ifølge politiet med en uges mellemrum i april i år sendt ud til et klubhus i Brøndby hos den danske rockergruppe Comanches for at begå drab.
Ritzau har beskrevet, at begge drabsforsøg ifølge politiet mislykkedes, fordi de personer, de to drenge tog ud for at slå ihjel, ikke var på adressen de to aftener.
Udover høje dødstal er netop også involveringen af helt unge teenagere og børn noget af det, der har trukket stor opmærksomhed ved de seneste års bandekonflikt i Sverige.
Københavns Politi skriver til DR, at man tager den seneste tids sager, der involverer svenske teenagere, "meget alvorligt". Af hensyn til, at sagerne er verserende, og at grundlovsforhørene er holdt bag lukkede døre, kan politiet kun udtale sig begrænset om dem, lyder det fra vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.
- Det er dog vores vurdering, at sagerne har relation til lukkede miljøer indenfor organiseret kriminalitet, som vi generelt har en bred og løbende indsats rettet imod, skriver han.
Heller ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, vil af hensyn til efterforskningerne sige meget om sagerne. Politienheden skriver dog til Berlingske og DR, at NSK's vurdering er, at "der er et samarbejde mellem danske og svenske organiserede kriminelle på tværs af grænsen".
- NSK er ikke bekendt med, at svenske bandegrupperinger har etableret sig i Danmark, men NSK vurderer, at nogle få svenske kriminelle grupper samarbejder med danske organiserede kriminelle eller kriminelle grupper.
Større voldsparathed i svenske bander
David Sausdal, der er kriminolog på Lunds Universitet, anser det ikke som særlig sandsynligt, at kriminelle svenske grupperinger vil drage over Øresund for at slå sig permanent ned i Danmark, omend han ikke vil udelukke, at det kan ske.
- Men der er som udgangspunkt grund til at være bekymret over den svenske bandekriminalitet og den grænseoverskridende udvikling, der ligger deri, siger han.
- Voldsparatheden og konfliktniveauet i svenske bander er betydeligt større, og kodekset i svenske bander er noget andet, end man har set tidligere, siger David Sausdal og henviser blandt andet til, at de svenske bander ikke holder sig til at gå efter andre kriminelle, men også har dræbt modstanderes familiemedlemmer som en del af konflikten.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) holder sommerferie og har ikke haft mulighed for at give en kommentar før artiklens deadline. Han har tidligere udtalt, at han holder "et meget vågent øje" med situationen i Sverige.