Flemming Mortensen regnede med, han kunne se frem til besparelser på sin varmeregning.
Tidligere i år besluttede han at skifte gasfyret i sit hus i Hedensted ud med fjernvarme. Det lokale varmeværk Hedensted Fjernvarme præsenterede ifølge Flemming Mortensen et attraktivt tilbud:
- Da vi skulle over på fjernvarme fik vi at vide, at prisen på fjernvarme altid ville ligge lige under gaspriserne, og det var jo lækkert at høre.
Men da Flemming Mortensen modtog den første varmeregning fra Hedensted Fjernvarme, var den langt højere, end han havde regnet med:
- Det er jo væsentligt dyrere end det, vi plejer at kunne fyre op med, med gas.
Han havde forventet at kunne spare penge ved at skifte til fjernvarme. Men kort tid efter at han i 2022 besluttede at skifte gasfyret ud, steg prisen på fjernvarme fra Hedensted Fjernvarme.
- Den var lidt oversolgt i forhold til, hvor fantastisk det her fjernvarme var, mener Flemming Mortensen.
Prisen afhænger af det lokale varmeværk
De seneste år har mange danskere haft travlt med at skifte det gamle gasfyr ud med fjernvarme. Men der er ingen garanti for, at fjernvarmen på den korte bane rent faktisk er billigere end gas.
Det afhænger blandt andet af, hvilke varmekilder de lokale varmeværker satser på, siger Brian Vad Mathiesen, som er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet:
- Langt de fleste har jo taget de beslutninger i den tro, at det har været den bedste. Som bestyrelse er man tvunget til at vælge den billigste, grønne løsning, og det gør man jo så.
Men der kan være lokale varmeværker, som i en periode må sætte prisen på fjernvarme op, fordi de varmekilder, de har satset på, blev dyrere end forventet, siger Brian Vad Mathiesen:
- Det kan være, politikerne på Christiansborg ændrer nogle afgifter, efter man har taget beslutningen, eller det kan være, man er udsat for nogle verdensmarkedspriser, som gør, at priserne ændrer sig.
Brian Vad Mathiesen understreger dog, at selvom der kan være udsving i fjernvarmepriserne, så er det en mere stabil løsning end et olie- eller gasfyr.
- Med den verden, vi lever i, hvor vi har svingende priser på naturgas og olie, er det ganske givet, at man virkelig også er udsat for nogle højere eller svingende priser, hvis man havde beholdt den løsning.
Fjernvarmeværkerne kan nemlig producere varme på flere forskellige måder, alt efter hvad der er billigst på det pågældende tidspunkt.
- Med den kollektive løsning kan man lave det om fra år til år. Det kan man ikke med hundredvis af individuelle naturgasfyr, siger Brian Vad Mathiesen.
Hedensted Fjernvarme vil på sigt kunne sænke priserne på fjernvarme igen, forudsiger Brian Vad Mathiesen:
En regning på 10 millioner
Udover de braste planer om billigere varme fik Flemming Mortensen og resten af Hedensted Fjernvarmes kunder også en midlertidig prisstigning på deres varmeregning i årets sidste kvartal.
Ifølge Hedensted Fjernvarme er der flere grunde til de høje priser på fjernvarme. Men den primære er, at varmeværket under energikrisen i 2022 forsøgte at holde priserne på varme i bero.
- I 2022 gik vi sammen med en række andre fjernvarmeselskaber et stykke under vores budget. Så vi tabte en del penge, siger direktør Martin Lindhardt.
-Det gjorde vi, fordi gasprisen lige pludselig var syv-otte gange højere, end den var tidligere. Og elprisen tilsvarende.
Det betød, at Hedensted Fjernvarme stod med en regning på 10 millioner kroner. En regning som varmeværkets nye kunder nu er med til at betale.
Martin Lindhardt forstår godt, at Flemming Mortensen og de andre nye kunder er frustrerede.
- Det er fuldt forståeligt. De er jo kommet ind og er blevet en del af et fællesskab, hvor vi hele tiden arbejder med prisen, og lige nu er vi måske lidt bagefter, siger han.
’Falske forudsætninger’
Flemming Mortensen fortryder ikke, at han skiftede sit gasfyr ud med fjernvarme. Men han mener ikke, at Hedensted Fjernvarme har været transparente nok om varmeværkets økonomiske situation:
- Vi har fået nogle falske forudsætninger. Jeg synes ikke, de har fortalt hele sandheden. De skulle have fortalt dengang, at de har et efterslæb, og at vi skulle være med til at betale det.
Han erkender dog samtidig, at han selv kunne have gjort mere for at undersøge varmeværkets priser.
- Hvis jeg skulle have fjernvarme en anden gang, ville jeg spørge mere ind til økonomien i fjernvarmeværket. Om de har styr på det, og om der kommer store efterregninger til nye, der kobler sig på, siger Flemming Mortensen.
Hedensted Fjernvarme arbejder hele tiden på at optimere driften af fjernvarmeværket, så det bliver billigere for kunderne, siger direktør Martin Lindhardt. Varmeværket har for eksempel investeret i en ny spildevandspumpe, der skal producere billigere og mere stabil varme.
- Vi arbejder målrettet med at få optimeret vores drift. Vi er ude og vurdere, hvad der er de billigste brændselsformer for os, time for time.
Ifølge Martin Lindhardt kan Flemming Mortensen og de andre kunder da også se frem til en billigere varmeregning meget snart. Fra årsskiftet sætter de nemlig prisen på fjernvarme lidt ned igen.