Fiskehandler Max Heine Olsen i Grenå er lettet over, at Stormrådet har afgjort, at også kysten ved Grenå har været stormflodsramt. Afgørelsen er et skridt i den rigtige retning, siger han til DR Nyheder:
- Jeg har fulgt med på nettet ved middagstid. Så snart nyheden fra Stormrådet var der, ringede jeg til mit forsikringsselskab og aftalte, at taksator kommer herud onsdag morgen og besigtiger skaderne.
Holder åbent
Normalt er hylderne i butikken Friskfisken på Grenå havn fyldt med røgede sild, makrel og andre røgede specialiteter, mens kølebokse og frysere bugner af frisk og frossen fisk.
Men sådan har det ikke været siden fredag, hvor stormfloden hærgede:
- Vi holder åbent til normal tid hele ugen.. Desværre bare med lidt mangler i sortimentet.
- Efter orkanen og senere stormfloden har butikken udelukkende solgt frisk fisk, hjemmelavet rejesalat og lignende. Ingen røgede fisk, fordi havvandet fra stormfloden gjorde det nemlig af med rygeovnen, forklarer ejeren af Friskfisken:
- Røremaskine, hakkemaskine, al emballage, bilag og årsregnskaber er ødelagte. Lige som alle frost- og kølevarer er det.
Ny rygeovn er på vej
- Restauranten ved siden af er også medtaget af vandskader. De store mængder vand har fået soklen til at flytte sig.
Selv om butikken har normal åbningstid, så kører den på halv kraft med udbuddet af varer:
- Jeg forventer at kunne få en ny rygeovn sidst på ugen, så vi igen kan ryge fisk, tilføjer Max Heine Olesen.