Fire nedslag fra dagens retsmøde: Bil var 'et af de eneste spor' i Emilie Meng-efterforskningen

Den 33-årige tiltalte i Kirkerup-sagen nægter at have dræbt og voldtaget 17-årige Emilie Meng.

Klokken 04:07 den 10. juli 2016 forlod en lys bil Korsør Station.

Kort forinden var den 17-årige Emilie Meng netop ankommet til stationen. Hun ville ikke med en taxa. I stedet vil hun gå hjem med musik i ørerne.

12 minutter efter Emilie Meng sidst blev set i live af et overvågningskamera på stationen, kørte bilen væk.

Politiet mener i dag, at bilen blev ført af den 33-årige tiltalte i Kirkerup-sagen, og at han på stationen frihedsberøvede Emilie Meng for efterfølgende at voldtage og dræbe hende.

Store dele af dag syv i Kirkerup-sagen blev derfor brugt på netop den lyse bil på overvågningskameraet fra stationen.

DR Nyheder har samlet fire nedslag fra dagens retsmøde.

1

Bil var 'et af de eneste spor'

Det første vidne i dag var en politiansat, som blev koblet på efterforskningen, kort tid efter Emilie Meng blev fundet dræbt i julen i 2016.

Han fortalte, at overvågningen var stationen var central i politiets efterforskning.

- Vi havde en bil, der hedder 04:07-bilen, som spøgte. Det er et af vores eneste spor på det tidspunkt, så vi skal ret hurtigt få lagt bilmodellen fast, fortalte han i retten.

Vidnet fortalte, at de optagelser, politiet havde fra stationen, ikke var særligt gode. Det skyldtes, at de var fra et kamera, som sad inde på selve stationen, hvor de filmede ud mod en gangbro.

- Der er nok 60 til 70 meter ud fra der, hvor kameraet sidder, til hvor bilen kørte.

- Det er også gennem to dobbelt-glasdøre. Det er derfor, at optagelserne er så megadårlige, lød det fra vidnet.

De danske efterforskere sendte derfor optagelserne til politiet i London, som har en del erfaring med videoovervågning.

De kunne dog ikke forberedre optagelserne. I stedet sendte de det danske politi i retningen af en britisk bilekspert.

2

Engelsk ekspert satte rekonstruktion i gang

Optagelserne var vigtige i politiets efterforskning. (Foto: © Søren Lorenzen, Ritzau Scanpix)

Også den britiske bilekspert var indkaldt som vidne i dag.

Han er ejer og direktør i et firma, som er eksperter i at identificere køretøjer fra billedmateriale såsom videoer og overvågning.

Eksperten fik i første omgang optagelserne fra stationen. Men på grund af kvaliteten kunne han kun komme med et forsigtigt bud på biltypen.

Derfor opfordrede eksperten til, at dansk politi lavede en rekonstruktion ud fra de oprindelige, grynede optagelser fra Korsør Station.

Her kørte politiet seks bilmodeller rundt på parkeringspladsen meget tidligt om morgenen den 9. april 2017.

Det var den britiske ekspert, der havde foreslået hvilke bilmodeller, der skulle bruges.

Efterfølgende fik eksperten de originale optagelser og rekonstruktionen. Han fandt frem til, at bilen på videoen fra Korsør Station "højst sandsynligt" er en lys Hyundai i30, som han fortalte i retten.

Eksperten havde bare fået et nummer på hver bil i rekonstruktionen og havde altså ikke fået oplyst, hvilken type bil der var på hver video.

- Køretøj seks var det bedste match med de oprindelige optagelser. Jeg kan ikke helt udelukke køretøj et og fire, men disse udgør et ringere match, skriver eksperten i en rapport, som blev læst højt i retten.

Efterfølgende fik han at vide, at nummer et og fire var henholdsvis en Kia Ceed og en Kia Rio.

Nummer seks, der var det bedste match, var en Hyundai i30.

- Jeg vil blive meget forbavset, hvis det ikke var en Hyundai, sagde vidnet i retten.

På tidspunktet for Emilie Mengs forsvinden ejede den tiltalte en hvid Hyundai i30.

Optagelserne fra rekonstruktionen blev i sommeren 2017 delt med offentligheden.

3

Vidne så mand bære noget tungt

Emilie Meng blev fundet dræbt i en sø ved Regnemarks Bakke. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix Denmark)

Efter frokostpausen afgav et kvindeligt vidne forklaring. Hun havde henvendt sig til politiet, efter rekonstruktionen med bilen var blevet delt med offentligheden.

I retten forklarede hun, hvordan hun så en mand bære på en tung genstand, morgenen efter Emilie Mengs forsvinden.

Hun så manden på en parkeringsplads ved Regnemarks Bakke, da hun var på vej hjem fra sin nattevagt.

- Jeg ser en bil, som holder på parkeringspladsen, og en som står med noget tungt i hænderne. Jeg tænker, at det ser forkert ud. Jeg tager nummerpladen.

- Jeg gentager nummerpladen hele vejen hjem. Jeg går hjem og sover og får ikke skrevet den her plade ned.

Vidnet er helt sikker på, at der er tale om den 10. juli 2016. Hun har ikke skrevet det ned nogle steder. Hun ved dog, at hun skal på ferie en uge efter.

Hun arbejder som nattevagt, og hun mener, at hun kører forbi området omkring klokken 07:35-07:45.

Emilie Meng blev sidst set lidt over klokken 04 samme morgen.

Under retsmødet kom det frem, at man har brugt hypnose i forsøget på at frembringe glemte minder hos vidnet.

I retten forklarede kvinden, at hun ikke følte, at hypnosen havde nogen effekt.

Politiet lavede siden en rekonstruktion af kvindens observationer. Den blev delt i oktober 2017.

4

Dansk bilekspert kunne ikke fastlå modellen

Den 33-årige forsvarer, Karina Skou, havde indkaldt en bilekspert fra bilejernes interesseorganistation, FDM, som vidne.

Vidnet har været en del af politiefterforskningen, hvor politiet har villet bruge ham til at hjælpe med at fastslå, hvad det er for en bil, man kan se på de grynede optagelser fra Korsør Station.

Men det har eksperten ikke kunnet sige med sikkerhed.

- Det var meget svært umiddelbart at konstatere bilen. Billederne var af dårlig karakter, og man kunne kun se en del af bilen.

- Vi kom med mange bud. Enkelte biler var mere oplagte end andre.

Vidnet fortalte, at man skød på, at det kunne være en Seat, en Toyota, en Kia eller en Hyundai.

Han fortæller, at han ikke husker det hele, og at han også er blevet påvirket af at have læst om en Hyundai i pressen.

I forbindelse med vidneafhøringen læste forsvarsadvokaten op fra en rapport. Her var det beskrevet, at vidnet dengang ikke gættede på, at det var en Hyundai.

Der gættede han på fire andre biltyper.