Siden 1933 har elever på Skoleskibet Danmark fået hård hud på hænderne, kæmpet mod søsygen og fået et tæt sammenhold med de andre i besætningen, når skibet har været på togt.
Men fra 2025 er det slut. Skoleskibet Danmark kan med den nye finanslov ikke længere tage på togt med de sejlglade unge mennesker, og togtet til næste år bliver dermed det sidste.
Sådan lyder det fra det maritime uddannelsescenter Martec i Frederikshavn, der driver skoleskibet.
I den nye finanslov er der udsigt til 15,1 millioner kroner årligt til driften af Skoleskibet Danmark, der er ejet af staten.
Men det er ikke nok, mener Pia Ankerstjerne, som er direktør på Martec.
Driften mangler mellem tre og fire millioner ekstra om året for at kunne gennemføre de togter, der skal til, og for at kunne vedligeholde skibet for at leve op til loven, siger hun.
Fra Uddannelses- og Forskningsministeriet lyder det, at man nu vil forsøge at finde de manglende midler.
Ifølge Pia Ankerstjerne har Martec ellers længe gjort opmærksom på, at der var behov for flere penge til at kunne drive skibet.
- Vi er nødt til at have noget mere finansiering til Skoleskibet Danmark, ellers kan vi ikke drifte skibet. Det giver simpelthen underskud, siger hun.
Det betyder, at skoleskibet løber tør for penge, når næste års togter slutter. Derfor har bestyrelsen for Martec i dag besluttet, at skibet ikke skal sejle fra 2025, hvis der ikke bliver tilført flere midler.
‘Glemte I jeres eget skib, eller er det med vilje?’
Også hos Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen (S), vækker det harme, at skoleskibet ikke får de nødvendige penge i den nye finanslov.
Skoleskibet Danmark er en del af det maritime uddannelsesprogram og optager hvert år 80 elever til uddannelse som ubefaren skibsassistent.
Det maritime erhverv skriger på uddannede, og derfor virker det mærkeligt, at der ikke er sat ekstra penge af til skoleskibet, mener Birgit S. Hansen.
Til gengæld giver den nye finanslov Skoleskibet Georg Stage en et-årig bevilling på 9 millioner kroner, så skibet også i 2024 kan sejle to togter.
- Tillykke til Georg Stage, men statens eget skib bliver taget ud af drift, og det vil betyde, at der kommer til at mangle uddannede på det maritime område, siger Birgit S. Hansen og fortsætter:
- Og derfor kan jeg bare sige: Glemte I lige jeres eget skib, eller er det med vilje?
Noget prioriteres, andet gør ikke
Selvom Skoleskibet Danmark ikke er "glemt" i den nye finanslov, så erkender uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), at der i et budget er noget, der prioriteres, og andet, "som man så ikke finder plads til".
- Når det så er sagt, så forstår jeg godt ønsket fra Skoleskibet Danmark, siger hun.
Derfor lover hun, at hun vil gøre, "hvad hun kan" for at se, om hun kan finde de sidste midler, der skal til for at få skibet fra kaj hele 2024.
For selvom finansloven afsætter midler til Skoleskibet Danmark, så giver de nuværende penge ikke mulighed for, at et togt kan finde sted efter 2024 - heller ikke i en nedskaleret version, siger Pia Ankerstjerne.
- Der ligger en bekendtgørelse, som vi skal leve op til. Det indebærer, at vi uddanner de unge på 20 uger. De 20 uger skal være finansieret, og det kan vi simpelthen ikke med de midler, der er sat på finansloven nu, siger hun.