Fik svindelsag til at rulle: Bogholder i Roskilde opdagede snyd for 69.047 kroner

Bogholderen har kontor på det akutte botilbud, der blev snydt for penge.

Bogholderen fra Center for Socialpsykiatri i Roskilde havde en længere korrespondance med Britta Nielsen og andre i styrelsen om de 69.047 kroner. (© DR Nyheder)

Svindelsigtede Britta Nielsen er mistænkt for at have stukket 121 millioner offentlige tilskudskroner i sine egne lommer gennem 25 år.

Det kom frem i dag, hvor to undersøgelser af svindelsagen blev offentliggjort.

Pengestrømmene fra tilskudsforvaltningen til Britta Nielsens private bankkonti blev først opdaget, da en bogholder på et akuttilbud i Roskilde Kommune undrede sig over en mail fra den 64-årige kontorfuldmægtig i Socialstyrelsen.

Han har kontor på det bosted, der blev snydt for penge, fortæller kommunens borgmester, Joy Mogensen (S).

- Han er en kæmpe helt. Normalt når staten fortæller os, at tingene er, som de skal være, så er de vores overordnede, og så gør vi honnør. Men her har vi altså en medarbejder, som bare kunne se, at de forklaringer, vi fik, ikke holdt, siger borgmesteren.

Allerede i 2017 skrev Søren Madsen og Britta Nielsen sammen om de 69.047 kroner. Foto: Email-korrespondance. (© DR Nyheder)

I 2017 oplyste Britta Nielsen i en mail til bogholderen, at der ville blive udbetalt 880.953 kroner til projektet. Ikke 950.000 kroner, som projektet var tildelt.

Hun forklarede, at der var 69.047 kroner til overs fra året før. Derefter fulgte en korrespondance mellem styrelsen og kommunen, som først sluttede i oktober sidste år. Her stod det klart, at pengene var blevet overført til en privatkonto i Danske Bank tilhørende Britta Nielsen.

Joy Mogensen oplever, at kommunerne er underlagt streng bureaukratisk styring og kontrol.

Derfor undrer hun sig dels over, at der i ubemærkethed er forsvundet så mange penge - gennem så mange år - fra tilskudsforvaltningen selv, men også over en af konklusionerne i dagens undersøgelser.

Her blev det nemlig slået fast, at det ikke er muligt at placere et tjenstligt ansvar hos chefer i Socialstyrelsen eller Børne- og Socialministeriet for svindelsagen. Blandt andet fordi der mangler dokumentation for en del af perioden, hvor pengene er forsvundet.

- Det er absurd, at vi ude i kommunerne skal kunne dokumentere helt ned til prisen på plastikskåle, når staten ikke selv har dokumentation nok til bare at kunne fastslå et ansvar, siger Joy Mogensen.

Primært fiktive projekter

Størstedelen af svindlen er ifølge undersøgelserne foregået ved, at Britta Nielsen har oprettet fiktive projekter og foreninger, som hun har overført penge til.

Kontooplysningerne, hun har indsat før udbetalingerne af tilskud, førte pengene over på hendes private bankkonti.

Socialstyrelsen har dog tidligere oplyst, at et mindre antal kommuner, regioner og foreninger også kan have penge til gode.

Det gælder altså Roskilde, som har bedt om at få de 69.047 kroner udbetalt.

Samtidig kan det ifølge Roskilde Kommune ikke udelukkes, at der er svindlet med andre tilskudsmidler til projekter i kommunen.

For eksempel kan Britta Nielsen have oplyst, at kommunen har fået færre penge tilkendt, end den reelt har, for derefter at overføre restbeløb til sig selv.

- For mig at se er det et ekstra lag af forargelse, at man ikke bare har snydt for fællesskabets penge, men at man har taget dem fra nogle af samfundets allermest udsatte, siger Joy Mogensen.

Oversigt: Sådan blev pengene overført

Rettelse: Tidligere stod der i artiklen, at bogholderen bor på bostedet. Dette er ikke korrekt. Han har kontor på bostedet. DR Nyheder beklager.