Fighterflychef: Eneste mulighed var at styrte F-16 fly i havet

Det var for farligt at lande F-16 jagerfly med defekt landingsstel. Derfor skød piloten sig ud, siger oberst.

Det var for farligt for piloten at lande sit F-16 fly, der havde problemer med landingsstellet. Han valgte at skyde sig ud med katapultsædet. (Foto: © GAD, Forsvaret.dk)

Det var problemer med et landingsstel, der gjorde, at en F-16 pilot i eftermiddag klokken 14.23 måtte skyde sig ud af flyet med katapultsæde.

Det fortæller Anders Rex, oberst og chef for Fighter Wing Skrydstrup til DR Nyheder:

- Piloten konstaterede, at han havde et problem med landingsstellet. Vi fandt så frem til, at det ville være for farligt at lande flyvemaskinen, og derfor var måden at komme ud af situationen at lave en kontrolleret udskydning med katapultsæde.

Sammen med en anden pilot, der var med på missionen, og mandskabet på jorden, besluttede F-16 piloten at lade flyet styrte ned i havet vest for Rømø.

- Vi kender området rigtig godt, og flyvevåbnets redningshelikopter er tæt på stedet, så det gik rigtig hurtigt fra piloten faldt i vandet til redningshelikopteren var fremme.

Piloten skal nu igennem en række undersøgelser for at sikre, at han ikke har lidt overlast, men han har det efter omstændighederne godt, fortæller Anders Rex.

- Man sidder jo faktisk på to raketter, når man bliver skudt ud af flyvemaskinen. Så vi var superglade for at høre fra hans kammerat i luften, at der var en god faldskærm fra piloten og også at han blev hentet af helikopteren.

Det bliver havarikommissionen, der nu skal undersøge præcis, hvad der skete ved flystyrtet.