I dag begyndte anklagemyndigheden i Retten i Næstved på den del af Kirkerup-sagen, som handler om drabet på 17-årige Emilie Meng.
Tre venner, to bekendte og en politibetjent skulle vidne.
De tre venner var alle i byen med den 17-årige pige, og de var nogle af de sidste, som så hende i live den 10. juli omkring klokken 04 på Korsør Station.
Et halvt år senere blev Emilie Meng fundet dræbt i en sø 60 kilometer derfra, hvor hun sidst havde sagt farvel til sine venner.
En 33-årig mand er tiltalt for drabet, voldtægt, frihedsberøvelse og usømmelig omgang med lig. Han nægter sig skyldig i alt, hvad der handler om Emilie Meng i Kirkerup-sagen.
Vi har samlet fem nedslag fra dagens retsmøde.
Overvågning var slettet
Under dagens retsmøde kom det frem, hvad det er for noget videoovervågning, politiet har indsamlet i løbet af deres efterforskning. Og ikke mindst, hvad der manglede.
Politiet har optagelser fra Korsør Station fra tidligt om morgenen den 10. juli. Her kan man se Emilie Meng ankomme til stationen sammen med sine tre venner.
Optagelserne kommer fra to kameraer, som filmer inde fra stationen og ud på parkeringspladsen.
- Vi har ikke video af Emilie fra andre steder end Korsør Station, sagde en efterforsker i retten i dag. Hans opgave har været at gennemgå al politiets videomateriale.
Politiets indledende teori, som blev meldt ud i pressen kort efter hendes forsvinden, var, at Emilie Meng havde kærestesorger, og at hun tidligere var stukket af til København.
Det kom frem i retten, at politiet havde undersøgt de to næste afgange fra Korsør til København. Det kom også frem, at Emilie Meng aldrig var med toget.
Det er dog ikke al overvågning, som politiet har fået fra stationen.
Der er ikke videoovervågning fra selve parkeringspladsen, oplyste anklager Susanne Bluhm i retten.
Politiet forsøgte den 11. juli og 12. juli i 2016 - altså i dagene efter teenagepigens forsvinden - at få fat i overvågningen fra stationen. Af tekniske årsager lykkedes det ikke.
Den 18. juli rettede politiet henvendelse til DSB for adgang til materialet fra parkeringspladsen.
Her blev man henvist til et andet firma, der dagen derpå kunne oplyse, at al overvågning fra datoen var slettet eller overskrevet.
"To skygger" bevæger sig mod bil
I forbindelse med den årelange efterforskning af Emilie Meng-sagen fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i august 2018 for anden gang hjælp fra en gruppe efterforskere fra andre politikredse, som skulle lave et såkaldt "peer review".
Gruppen gennemgik efterforskningen på ny, og de havde særligt øje på de kriminaltekniske spor i sagen.
En af efterforskerne fra gruppen var i dag i retten for at afgive forklaring. Han fortalte, at han havde kigget på al den videoovervågning, som politiet havde indsamlet.
Her opdagede man ifølge vidnet noget nyt, selvom videoen efterhånden var et par år gammel.
På en af videoerne fra stationen, hvor man kan se en lys bil køre væk, kunne man se bevægelse fra andet end bilen.
- Det er noget, der fanger os i billedet. Det var ikke noget, som vi havde set før.
- Vi var ikke i tvivl om, at der er noget i billedet til højre. Det var ikke en blafren i grene eller spindelvæv. For os så det ud som noget, der bevægede sig, sagde efterforsken.
Ifølge anklagemyndigheden er det først en skygge, der bevæger sig fra højre mod venstre.
Kort tid efter - klokken 04.06 - er der igen bevægelse. Her mener anklagemyndigheden, at der er tale om "to skygger".
Den udlægning var efterforskeren enig i.
- Det virker som om, at to personer kommer hen mod bilen og kort tid efter forlader pladsen fra stationen, sagde han i retten.
Klokken 04.07 forlader den lyse bil Korsør Station. Ifølge anklagemyndigen var det den 33-årige tiltalte, der kørte bilen.
Efterfølgende blev Emilie Meng ifølge anklagemyndigheden voldtaget og dræbt.
12 personers færden undersøgt
I retten kom det også frem, at gruppen af efterforskere har kigget på 12 personer, som var på stationen omkring ved fire-tiden.
Politiet havde forinden identificeret personerne, men gruppen fik til opgave at undersøge deres færden - og hvordan de kom væk fra Korsør Station.
I en rapport fra gruppen blev det beskrevet, hvordan de forskellige personer "checkede ud" med deres rejsekort, og hvordan de transporterede sig væk fra stationen. Man har fulgt dem blandt andet gennem videoovervågning i byen.
Udover de 12 personer er en taxachauffør og pårørende, der hentede folk på stationen, blevet undersøgt og afhørt.
Emilie Meng ses forlade Korsør Station klokken 03:55, hvor hun går mod vest. Hendes veninder har kort tid før forladt stationen i en taxa.
Flere har fortalt, at Emilie Meng gik mod det, som kaldes "Kodak-stien", der ligger tæt på stationen.
Der er dog ingen video af Emilie Meng fra enden af den sti - eller fra andre steder i byen.
"Blev ked af det"
Tre af de venner, som Emilie Meng var sammen med den aften, hvor hun forsvandt, afgav også forklaring.
De tre fortalte, at de havde været sammen hjemme hos den ene af vennerne, inden de tog mod Slagelse for at gå på vandpibe-cafe.
Ifølge vennerne var Emilie Mengs humør godt, da aftenen startede, men det ændrede sig efterfølgende.
Særligt hendes bedste veninde lagde mærke til det.
- Emilie bliver lidt ked af det. Hun virker mere indelukket. Men hun vil ikke have, det handler om hende, sagde veninden i retten.
Ifølge veninderne skyldes tristheden, at der er en form for konflikt mellem Emilie Meng og en flirt.
- De havde været oppe at skændes, og det var meget uvist, om de skulle blive ved med at ses. Det påvirker hende, lød det fra veninden.
Da de ankom til stationen, ville den 17-årige pige ikke med taxaen sammen med de andre.
- Hun vil gerne gå alene. Det var noget, som hun gjorde rigtig meget, når hun var ked af det, fortvivlet eller sur, lød det fra den bedste veninde.
- Så havde hun musik i ørerne, og så gik hun.
De så hende sidst på stationen.
- Hun går og fumler med sit headset, siger veninden.
Kort tid efter fik veninden en besked på messenger fra Emilie Meng. Hun sendte en besked tilbage, men den blev aldrig leveret.
Flere af Emilie Mengs ting fundet ved sø
Da Emilie Mengs bedste veninde afgav forklaring, blev hun af anklagemyndigheden spurgt ind til en række genstande, som blev fundet ikke langt fra det sted ved Regnemarks Bakke, hvor en hundelufter fandt liget af Emilie Meng.
Heriblandt en Netto-pose. Veninden bekræftede, at Emilie Meng havde sådan en pose med i byen den aften. Hun vidste dog ikke, om der lige præcis var den.
Der blev også fundet et par jeans ved søen i Regnemarks Bakke.
- Det kunne godt ligne dem, sagde veninden og henviste til, at Emilie Meng havde jeans på den aften, hvor hun forsvandt.
Ved Regnemarks Bakke blev der også fundet en jakke, som veninden mente lignede Emilie Mengs. Der blev også fundet nogle sko.
- Det kan godt være Emilies sko. Det er den samme model, svarede veninden.
I området blev der også fundet shotsflasker og andre glasflasker. Veninden bekræftede, at hun havde set Emilie Meng med noget lignende før, og hun mente også, at den 17-årige pige havde glasflasker med.
Derudover blev der også fundet et headset.
- Hun havde sådan et i hvert fald. Men jeg ved ikke, om der var knude på. Men hun havde headset i ørerne, da hun gik. Hun ville gerne høre musik på vej hjem, lød det fra veninden.
Der blev også fundet en ødelagt oplader.
- Kan det være Emilies? ville anklageren vide.
- Ja, det kan det godt. Hendes telefon havde svært ved at lade op i toget, svarede veninden.