Fem år siden drabet på Kim Wall: Nu retter hendes kæreste skarp kritik mod medierne

Ole Stobbe fortæller i Genstart om, hvordan den intense mediedækning af ubådssagen har påvirket ham siden 2017.

Byretten valgte at idømme Peter Madsen livstid for drabet på Kim Wall. Nu står hendes kæreste frem med kritik af mediernes intense dækning af sagen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Det fylder stadigvæk alting. Det er det, jeg står op til om morgenen, og det er det, jeg går i seng til om aftenen.

Ordene tilhører Ole Stobbe. Han var kæreste med den svenske journalist Kim Wall, som blev dræbt ombord på Peter Madsens ubåd natten mellem den 10. og 11. august 2017 i dét, der snart blev kendt som "Ubådssagen" – en sag, der blev dækket intenst i alverdens medier i dagene og ugerne efter drabet.

Han står nu frem i DR's nyhedspodcast Genstart og fortæller om, hvordan det har påvirket ham at se sin personlige tragedie udrullet i detaljer, før han selv forstod den.

Han føler nemlig, at mediedækningen gik alt, alt for langt.

- Der er en masse forfærdelige sager fra hele verden, som det er utroligt vigtigt, vi stadigvæk dækker – en masse sager, hvor mennesker og enkeltindivider kommer ud for forfærdelige ting – hvor det er vigtigt, at vi som samfund lærer noget af det, fortæller han i Genstart.

- Men der er også andre sager, og det er sådan én som den her, hvor der ikke er noget, vi kan lære som samfund. Det er hårdt for mig at sige, men der er ikke noget, vi kunne have gjort anderledes for, at det her var undgået.

Ole Stobbe er i dag stadig stærkt påvirket af sagen og mediernes dækning af den. Han har ikke læst eller hørt danske medier i fem år – "kun til de absolut mest nødvendige ting", som han forklarer i udsendelsen.

Han lider af mareridt, angst og er også blevet diagnosticeret med kompliceret PTSD i kølvandet på sagen.

'Der er virkelig mange ord, jeg har det rigtig svært ved'

Ole Stobbe finder ud af, at Kim Wall ikke længere er i live nogle dage efter drabet. Her kommer to civilklædte politibetjente og banker på nogle døre på Refshaleøen, mens Ole Stobbe selv sidder på sin og Kim Walls trappekant.

Han går over til dem og siger, at det nok er ham, de skal tale med.

Politibetjentene fortæller, at der er blevet foretaget en begravelse til søs.

Ole Stobbe har i dag stadig svært ved at tale om, hvad der overgik Kim Wall dengang for fem år siden.

- Der er virkelig mange ord, jeg har det rigtig svært ved. Mange ord, jeg har svært ved at skulle tage i munden. Og hvis andre folk siger det, får jeg fysiske reaktioner.

Han føler, en del af forklaringen kommer fra, at hans egen proces med at prøve at forstå, erkende og måske en dag at kunne acceptere, hvad der var sket med hans kæreste, blev så hurtigt "indhentet, overrumplet og overfaldet af presse, medier og overskrifter".

- Lige meget, hvor man gik hen, så stod der ting, som jeg ikke var kommet frem til at kunne sige til mig selv. Det var, som om der var nogle andre, der tog ejerskab på noget, der var så personlig en tragedie.

Anklager Jakob Buch-Jepsen orienterer pressen foran Københavns Byret i forbindelse med sagen mod Peter Madsen, onsdag den 25. april 2018. Byretten valgte at idømme Peter Madsen livstid for det brutale drab på Kim Wall. Den dom blev senere stadfæstet i Landsretten. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ole Stobbe fik på et tidspunkt et opkald fra en tv-station, hvor meldingen lød, at man skulle udfylde en time i fjernsynet, og at der ikke var nogen af Kim Walls nærmeste, der havde udtalt sig, så nu hang den ham.

Hvis ikke han ville fortælle noget om Kim Wall, så ville resten komme til at handle om det, han beskriver som "den anden side" – så ville det med andre ord fokusere mest på Peter Madsen.

Nye overskrifter på nærmest ingen nyheder

Efter Kim Walls død opretter hendes forældre The Kim Wall Memorial Foundation, der hvert år uddeler stipendier til kvindelige journalister, der forfølger historier som dem, Kim Wall selv dækkede.

Hun skrev for eksempel om, hvordan klimaforandringer truer med at sprede atomaffald på Marshalløerne, om kinesiske statsinvesteringer i Uganda og om kvindelige guerillakrigere i De Tamilske Tigre i Sri Lanka.

Hendes historier har fundet vej til alverdens prestigefyldte medier – blandt andet The New York Times, The Guardian, Vice og Foreign Policy.

I tiden efter Kim Walls død forsøger Ole Stobbe selv at holde det samme høje tempo, som de to sammen havde, mens hun var i live.

Han tager blandt andet til Sri Lanka, hvor han ender på en strand, Kim Wall har fortalt ham om. På stranden blev den sidste gruppering af De Tamilske Tigre udryddet. I dag er det bare en hvid sandstrand.

- Så ankommer vi dertil. Og jeg ved, hun har gået lige præcis ned ad den her vej, jeg går ned ad. Og jeg ved, hun har stået i lige præcis det her sand og taget sine sandaler af. Og så står jeg dér. På den ene side er jeg tættere på Kim. På den anden side er det også sygt tydeligt, at hun ikke er der.

Uden for Trelleborg, tæt på Kim Walls forældres hjem blev der i 2018 lavet et mindesmærke tæt på stranden – et sted hvor Kim Wall ofte løb eller gik tur med hunden Iso. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Er det ikke også en del af livet, som medierne skal fortælle om? At også fuldstændig meningsløse forbrydelser rammer, og det skal vi også kunne tale om?

- Det er fuldstændig rigtigt, at vi skal kunne tale om det. Og der er også noget sandt i, at den menneskelige tilstand, som også nogle gange er meningsløs, også kan være vigtig at få fortalt om.

- Men de (medierne) skulle i det allermindste tidligere være kommet til et punkt, hvor de stillede sig selv nogle kritiske spørgsmål om, hvor længe det her har nyhedsværdi, og hvornår vi er kommet til et punkt, hvor ordene bare er så gigantisk store, at vi kan lave en ny overskrift på nærmest ingen nye nyheder.

Så det var ikke nødvendigvis dét, der blev skrevet, men intensiteten, mængden, at det blev ved?

- Ja.

Journalister kan ikke 'have samme blik som en nær pårørende'

I DR var Casper Walbum Høst redaktør for krimi- og retsstof under dækningen af drabet på Kim Wall.

Han fortæller i dag til P1 Morgen, at han synes, medierne skal lytte, når en pårørende som Ole Stobbe taler.

- Noget af det, han siger, har vi også hørt fra Kim Walls forældre. Det sagde de under retssagen, og det dækkede vi også – at de ikke kunne slippe væk fra det, siger Casper Walbum Høst i P1 Morgen.

Som journalist kan han dog "ikke have det samme blik på det som en nær pårørende", understreger han.

- Der er nogle oplagte ting i den her sag, som gjorde, at den var oplagt at dække – ikke bare for danske journalister, men også for journalister fra hele verden, lyder det fra Walbum Høst, der i dag er redaktionschef for DR's undersøgende redaktion.

- Det har noget at gøre med, hvordan historien udviklede sig og elementerne i historien.

Han pointerer dog, at man på DR gjorde sig "umage for at være ordentlige".

- Vi holdt jævnligt møder om vores etik, hvor langt vi kunne gå, hvem vi kunne kontakte, og hvilke formuleringer vi kunne bruge, forklarer han.

Til syvende og sidst er redaktionschefen dog ikke i tvivl om, at sagen skulle dækkes.

- Når man som samfund bliver mødt med den type meningsløs ondskab, så bliver der også et behov for at behandle det, forstå det og dykke ned i det, slutter han.