Den har godt nok et års fødselsdag i dag, fedtafgiften, men ikke mange har lyst til at fejre den. Den omstridte afgift blev indført for et år siden.
Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd håber inderligt, at et års fødselsdagen bliver fedtafgiftens sidste.
- Vi vil gøre opmærksom på, at samtlige folketingspolitikere hen over sommeren har taget afstand fra fedtafgiften, men de har fortsat ikke afskaffet afgiften, siger Claus Bøgelund til DR Nyheder.
Påskud til at handle syd for grænsen
Fedtafgiften har givet mange et påskud til at handle helt almindelige dagligvarer i udlandet, hvor mange forbrugere i "gamle dage" kun kørte til Tyskland, hvis de manglende alkohol eller sodavand," siger Claus Bøgelund Nielsen.
Det har mange butikker hos De Samvirkende Købmænd kunnet mærke, fortsætter han.
- Jo tættere man kommer på den dansk-tyske grænse, des tydeligere er det, at fedtafgiften koster omsætning i de danske butikker. De siger, at det er især et faldende kød-salg, de mærker.
Betød mere administration
Siden Forebyggelseskommissionen i 2009 foreslog en ny afgift baseret på indholdet af mættet fedt i visse fødevarer – fedtafgiften – har der været megen debat om den.
I starten mente tilhængere af afgiften, at fedtafgiften ville være gavnlig for folkesundheden, da afgiften ville flytte omsætning til sundere fødevarer.
Modstanderne af fedtafgiften mente allerede fra starten af, at fedtafgiften både ville medføre store administrative byrder, i bedste fald være på kant med EU-regler og ikke mindst medføre grænsehandel med ganske almindelige fødevarer.