Fastholder betinget fængsel for deling af krænkende videoer

Landsretten har dømt forskelligt i et stort kompleks, hvor 1.000 unge sigtes for delling af børneporno.

Vestre Landsret har i dag afsagt dom i den syvende prøvesag i Umbrella-komplekset, og det blev en stadfæstelse af byrettens dom. (Foto: © Henning Bagger /Scanpix, DR ARKIV)

Vestre Landsret har stadfæstet straffen på 30 dages betinget fængsel i en af prøvesagerne i det store Umbrella-kompleks om unges deling af krænkende videoer.

Den 20-årige mand fra Århus havde delt to videosekvenser syv gange i 2016, og det har retten lagt vægt på.

- Ved bedømmelsen af tiltaltes forsæt lagde landsretten afgørende vægt på, at det – når man så de to videoer i sammenhæng – klart fremgik, at de forurettede begge var under 18 år, lyder det fra landsretten.

Komplekset omhandler flere videoer, som blev optaget tilbage i 2015. To 15-årige ses i videoerne, og da de er under 18 år, er der tale om børnepornografisk materiale.

I sagen sigter politiet flere end 1.000 unge for børneporno ved at have delt videoerne med andre unge gennem Facebooks beskedapp, Messenger.

Men først har anklagemyndigheden rejst tiltale mod ni unge, som får behandlet deres sager i retterne.

Prøvesagerne skal sætte retning for, hvordan resten af sagerne skal behandles. Indtil videre danner der sig et billede af en kompliceret sag, da landsretten har idømt forskelligt i flere af de første syv sager.

/ritzau/