Farvel caféliv og storbylarm: Flere småbørnsfamilier rykker ud af byerne

Antallet af småbørn, som flytter ud af byerne, er det højeste i ti år. Se om de flytter til eller fra din kommune.

Sidste år flyttede Norman sammen med sin storebror og forældre, Jane og Thomas Mark Riis, fra Aarhus til Galten i Østjylland. Flere småbørnsfamilier flytter væk fra de større byer. Foto: Jose Ramanamihantatsoaran

Sidste år vinkede København farvel til det højeste antal småbørn siden 2006, mens mange andre småbørnsforældre ligeledes er rykket væk fra Aarhus, Frederiksberg, Odense og Aalborg de seneste par år.

Samlet set gik flyttestrømmen for småbørn sidste år i minus med knap 5.500 for de fem bykommuner.

Det viser tal fra Danmarks Statistik over flyttestrømme mellem kommunerne, som DR har analyseret.

Byer som København og Aarhus har ikke plads nok til alle de unge familier, mener Curt Lilliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter.

- Småbørnsfamilier søger ud af byerne og vælger at bo i satellitbyer. Hvis du gerne vil have hus og have, skal du ofte uden for København og Aarhus, fordi det er dyrt, siger han og peger på, at storbyerne har klart flest lejligheder.

Drømmer de unge familier om et hus, må de derfor ofte flytte.

Farvel København, Aarhus, Frederiksberg, Odense og Aalborg

Småbørn giver liv i Galten

Strømmen af småbørnsfamilier går fra de store byer mod kommuner som Skanderborg, Allerød, Rudersdal, Egedal, Silkeborg og Greve, der tiltrækker flest småbørn.

Jane Mark Riis flyttede sidste år sammen med sin mand, Thomas, og deres ældste søn på to år fra Aarhus til Galten i Skanderborg Kommune.

Det var billigere at købe hus lidt væk fra Aarhus.

- Vi kunne få en større have og et større hus i Galten, og vi kunne få ekstra økonomisk frihed i hverdagen, siger Jane Mark Riis, der også valgte Galten, fordi byen lå tæt på familien i Midt- og Vestjylland, og det var let at pendle til arbejdspladser i Silkeborg, Aarhus og Horsens.

En anden tilflytter til Galten er Line Højgaard, som rykkede til byen sammen med sin mand og søn. Hun er glad for at være flyttet fra Aarhus.

- Selvom vi er på landet, så har vi alt: butikker, en lille biograf og sportsforeninger. Der er alt, hvad man gerne vil have i en landsby, uden at man skal ud at køre langt, siger hun og mener, at det giver en god stemning, at så mange børnefamilier flytter til.

- Folk har ikke nok i sig selv, men vil gerne fællesskabet og gør noget for at lære hinanden at kende, siger hun.

Småbørnsforældre rykker fra by til opland

Byerne kan ikke huse alle børnefamilierne

Når mange børnefamilier flytter ud af byerne, skyldes det blandt andet, at det mislykkedes at få fat i en af de attraktive billige lejligheder med plads til en familie, forklarer Curt Lilliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videnscenter.

Aarhus og København har mange lejeboliger i centrum, mens København har særligt mange andelsboliger.

Vil de unge par købe i stedet for at leje, må de fleste lede efter bolig et stykke fra centrum for at få råd.

Kampen om de billige boliger er altså blevet skærpet.

Det skyldes både, at der bliver færre billigere lejligheder i takt med, at de bliver renoveret. Nybyggeriet består primært af dyrere boliger, mens andelsboligerne også vurderes højere. Endeligt bor der flere indbyggere i byerne, som søger gode og billige lejligheder, forklarer Curt Lilliegreen.

- Når de unge bliver gift og får første barn, er der nogle, der ikke er plads til i byerne. Det kan også være, at de vælger af flytte for at få fred og ro og har fået nok af cafélivet, siger han.

Flyttestrømmen er ifølge direktøren taget til, fordi der er opsving. Småbørnsfamilier flytter derfor mere rundt efter arbejde end i krisetider, hvor folk bliver boende og er forsigtige med at skifte job.

Unge tilflyttere søger mod Skanderborg

Skanderborg er den kommune, som de seneste fire år i træk har haft det største overskud af småbørn, der flytter til.

Udviklingen glæder borgmester Frands Fischer (S):

- Skanderborg er attraktiv på grund af de mange fællesskaber. Børnefamilier fortæller den gode historie videre til venner og familier, siger han og mener, at det gode ry og omtale får flere til at flytte til.

De seneste år har der været godt gang i byggeriet i Skanderborg, som ligger i forholdsvis kort pendlerafstand til Aarhus, Silkeborg og Horsens.

De mange små børn har givet et pres på daginstitutionerne, hvor kommunen skal bygge nyt – og ikke alle forældre kan få den vuggestue og børnehave, som står øverst på deres ønskeseddel.

På den lange bane er det positivt for kommunens økonomi, når gode skatteborgere flytter til, fortæller borgmester Frands Fischer (S), men peger på, at noget af gevinsten bliver udhulet. Skanderborg sender nemlig mange af pengene videre til andre kommuner i udligning.

Stort flyt ind af unge følges af stort flyt ud

Når København og Aarhus har flere børnefamilier, som flytter ud, hænger det sammen med, at der bor mange flere unge i byerne.

København har i mange år udvidet, og tusindvis af unge er flyttet til, fortæller cheføkonom Claus Andersen fra Københavns Kommune:

- Cyklussen er, at folk flytter ind til byen som unge. Senere flytter en del ud, når de får børn. Når gruppen af unge, der flytter til byen, vokser, vil der på sigt også være flere, der har mulighed for at flytte ud, siger han.

Det er dog langtfra alle af de unge, der er flyttet til, som flytter ud af byen igen nogle år efter, når de har stiftet familie.

Derfor stiger antallet af småbørnsfamilier også i København, hvor der skal bygges flere daginstitutioner og skoler, fortæller Claus Andersen.

Sådan gjorde vi:

  • Alle tal stammer fra Danmarks Statistiks tabel i Statistikbanken FLY66. Her kan du se, hvor mange, der flytter fra én kommune til en anden. DR har trukket småbørn ud i alderen 0-4 år for at se, hvordan småbørnsfamilierne flytter.

  • Statistikken viser, hvor mange småbørn der flytter til og fra en kommune. DR har efterfølgende trukket fraflyttere fra tilflyttere for at se, om kommunen har overskud eller underskud i flyttebalancen.

  • Selvom en kommune har flere børn, som flytter væk, kan antallet af småbørn i kommunen godt stige. I København og Aarhus er der for eksempel flere børnefamilier i kommunerne, selvom der også er flere, der flytter væk. Forklaringen er, at indbyggertallet er steget, og antallet af børnefamilier og unge er større. Selvom flere børnefamilier flytter væk, er der stadigvæk mange børnefamilier tilbage i Aarhus og København.

  • Statistikken gælder kun flytninger fra en kommune til en anden. Børn, der flytter til eller fra Danmark, er ikke inkluderet i tallene.