Det skal være slut med fartsyndere ved betalingsanlægget på Øresundsbroen.
Derfor begynder selskabet bag Øresundsbroen i dag at installere en ny form for dynamisk fartdæmper.
- I de værste tilfælde oplever vi folk, der kører igennem med 80-90 kilometer i timen. Og så er det jo ikke sjovt at være en kundeassistent, der skal hen og hjælpe en anden bilist.
Skal værne om medarbejderes sikkerhed
- Her gælder arbejdsmiljøloven, og vi vil gerne sikre, at de ansatte kommer hele hjem fra arbejde, siger Ulla Vesterskov Eilersen, sikkerheds- og miljøchef i Øresunds Konsortiet.
Fartsynderne findes særligt blandt de kunder, der benytter Brobizz, hvor en lille sender i forruden automatisk udløser betaling og åbner bommen i betalingsanlægget.
Af dem kørte fire procent sidste år hurtigere end lovlige 40 kilometer i timen. Det svarer til 200.000 biler ud af de fem millioner, der passerede Øresundsbroen med Brobizz.
Almindelige bump virker ikke
Indtil nu har man forsøgt sig med forskellige former for manuelle plastbump, men det har ikke afskrækket fartsynderne. Med det nye system håber selskabet bag broen på, at Brobizz-trafikanterne vil tage ved lære.
- På den måde kommer man til at køre ned i et lille hul med en kant på fem centimeter, så man får en fysisk henvisning til, at du har kørt for stærkt.
Lovlydige undgår bump
En radar vil registrere den passerende bils fart og advare med lysblink, hvis det går for stærkt. Sænker den farten, aktiveres faldlemmen ikke.
- På den måde kommer de trafikanter, der overholder hastighedsbegrænsningen, ikke til at mærke noget til det her system overhovedet, siger Ulla Vesterskov Eilersen, sikkerheds- og miljøchef i Øresunds Konsortiet.
Efter planen skal fartdæmperne være klar til brug i slutningen af maj.
Du kan se, hvordan det nye system virker i videoen øverst i artiklen.