Fanget i skyderi på Nørrebro: Kvinde nær ramt dagen før sit bryllup

Beboere på Nørrebro overvejer at flytte efter skudepisode, der kostede en mand livet.

Gårsdagens bandeskyderi fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på flere af dem, som opholdt sig ved det hostel på Nørrebro i København, hvor tre personer i går blev skudt - heraf en dræbt.

Tuba Masur fra Tyskland stod lige ved indgangen til hostellet, hvor der blev skudt.

Da hun først hørte larmen, troede hun, at det var fyrværkeri.

- Så begyndte folk at råbe og løbe væk. Jeg troede, at en bombe var eksploderet, og jeg løb også væk, fortæller hun.

I chok valgte den tyske kvinde at løbe til højre, selvom hendes rum var til venstre. Det er hun i dag glad for, for de personer, der stod til venstre, blev skudt.

- Da jeg kom tilbage, var alt fyldt af blod, og jeg hørte, at en person blev skudt ned. Det var en meget dårlig oplevelse, siger hun.

I dag på bryllupsdagen kalder hun sig selv for heldig. Det er hendes forlovede enig i.

- Jeg var virkelig heldig. Jeg var lige foran vinduerne, da kuglerne gik lige forbi mig. Men ingen ramte mig. Så det var en forfærdelig aften, siger hun.

Ruderne er knust ind til A&O Hotel på Tagensvej, hvor bandemedlemmer i går aftes blev ramt af skud. En af dem døde kort tid efter. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

"Jeg har ikke lyst til at bo her"

En anden ung kvinde på 22 år kom med bussen hjem til det område på Nørrebro, lige efter skuddene blev affyret. Hun har ikke ønsket at stå frem med navn. DR Nyheder kender hendes identitet.

- Jeg kom hjem til sirener over det hele, og bussen måtte ikke køre videre. Man vidste ikke helt, hvad man måtte eller ikke måtte, fortæller hun.

På trods af politiafspærringerne gik hun op i sin lejlighed ved siden af A&O Hostel, som fik vinduerne smadret af adskillige skud.

- Der er politi over det hele, og der bliver ved med at komme ambulancer. Man kan kigge ned på hostellet og se én, der har skudhuller over det hele. Det er selvfølgelig rigtig ubehageligt, siger den 22-årige.

Den unge kvinde havde egentlig planer om at bo i lejligheden i nogle år endnu, men det har hun ikke længere lyst til.

- Det første, jeg gjorde i går, da jeg kom hjem, var at kigge på lejligheder andre steder. Jeg har ikke lyst til at bo her. Det ligger perfekt i forhold til mit studie, men at frygte at gå ud efter klokken 17, når det bliver mørkt, det har jeg ikke lyst til, siger hun.

- Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme helt væk fra Nørrebro. Hvorhen, det ved jeg ikke helt. Bare noget andet, tilføjer hun.

Sådan har hun haft det i tre måneder, fordi der ifølge den unge kvinde er utrygt i områder, hvor flere personer blandt andet hænger ud foran det hostel, hvor skyderiet skete - personer den unge kvinde ikke har lyst til at se i øjnene.

- Der har før været nogle episoder i gården, som har gjort, at man lige pludselig bliver mere opmærksom på, hvornår man går ud, og hvornår man lige lader være med at gå ned med skrald, siger hun.

Dagen derpå er der politiafspærringer ved det hostel på Tagensvej, hvor tre bandemedlemmer i går aftes blev ramt af skud. Den ene er afgået ved døden. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

"Det er kommet lidt for tæt på"

Andre i området har samme følelse af ubehag efter snart fem måneders bandekonflikt i København, hvor forskellige grupperinger kæmper - måske om hash, uvenskaber og jalousi. Ingen af disse person har haft lyst til at stå frem med navn,

En konflikt, som siden 12. juni har budt på 39 skudepisoder. 21 personer er blevet ramt. I går førte konflikten til det første drab.

En nabo hørte skuddene på vej hjem fra Føtex.

- Det er surrealistisk. Det er kommet lidt for tæt på. Jeg overvejer at opsige lejligheden. Det er der flere, som gør, siger han.

Han fortæller også, at der er folk fra området, som ofte hænger ud på parkeringspladsen ved det hostel, hvor der blev skudt.

En tredje beboer så politibilerne komme til området, da hun var på vej hjem. Politiafspærringerne betød, at hun først ikke kunne komme op i sin lejlighed.

- Jeg synes, det er uhyggeligt. Det er en grim oplevelse. Min familie synes også, det er meget ubehageligt, siger en beboer fra området.

Politiet kendte ved middagstid i dag ikke identiteten på gerningsmændene, men efterlyste vidner, som havde set en sølvgrå VW Touran køre fra stedet i høj fart.

En lignende bil blev tre timer senere fundet i Lyngby, hvor den brændte.