En 54-årig mand fra Frederiksberg er fredag i Københavns Dommervagt blevet varetægtsfængslet i 28 dage, sigtet for salg af en større mængde hash.
Da manden torsdag blev anholdt, fandt politiet 2.363.329 kroner i hans lejlighed på Pile Allé. Beløbet menes at være fortjenesten fra cirka 30 kilo hash, som manden har solgt.
I forbindelse med anholdelsen fandt politiet i lejligheden 58 gram hash, som menes at være beregnet til videresalg.
I en garage på Grundtvigsvej i bydelen fandt politiet yderligere 135 kilo hash, som også skulle sælges.