Familier risikerer at blive ladt i stikken, mens halvdelen af landets kommuner kæmper med at overholde tidsfrister

Halvdelen af landets familieafdelinger har svært ved at overholde vigtige tidsfrister, og det har store konsekvenser for sårbare familier, lyder det fra både eksperter og foreninger.

Bertram Carlsen lider af en sjælden kromosomfejl, som gør, at han har brug for støtte 24 timer i døgnet. Støtte, som forældrene ofte oplever, de skal vente længe på at få. (Foto: © Anette Dich)

Alt for mange familier venter for længe på at få den hjælp, de har krav på fra de kommunale familieafdelinger.

Halvdelen af landets kommuner svarer i en rundspørge, DR har lavet, 'Ja' eller "I perioder" til, at de har svært ved at overholde sagsbehandlingsfrister i deres familieafdelinger.

Kun 24 kommuner svarer 'nej' til spørgsmålet, som 82 af landets 98 kommuner har svaret på.

Det er alt fra tabt arbejdsfortjeneste til handicapydelser og støtte i hjemmet, kommunerne har svært ved at nå inden for fristen.

Også de såkaldte børnefaglige undersøgelser er svære for kommunerne at nå inden for den lovbestemte tidsfrist på fire måneder.

Det er dybt alvorligt, fordi de børnefaglige undersøgelser bruges til at finde ud af hvilket behov et barn har, forklarer mangeårig juridisk ekspert på børneområdet Bente Adolphsen.

- De fire måneder er jo et minimumskrav, fordi det er utroligt krævende for familier at blive undersøgt, og derfor bør kommunerne jo kunne nå det før fristerne, siger hun.

Og når familierne går og venter, så kan få store konsekvenser, forklarer Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisationsteori og ledelse ved Syddansk Universitet.

- Det er menneskeskæbner, og det kan forfølge børn og unge resten af livet, hvis de ikke får den rigtige og bedst mulige hjælp.

Kun en fjerdedel har ikke problemer

DR har spurgt landets kommuner til deres sagsbehandlingstider.

Her svarer 54 af de kommunale familieafdelinger, at de enten generelt eller i perioder har udfordringer med at overholde lovgivningsmæssige sagsbehandlingsfrister.

Ud af de 82 kommuner, som har svaret, svarer 39 af dem 'ja' til, at de har udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfrister. 15 svarer, at de i perioder er udfordret og kun 24 svarer 'nej' til at have udfordringer med at nå tidsfrister.

Tal som bliver bakket op af Ankestyrelsens såkaldte Børnesagsbarometer, som også viser, at kommunerne i høj grad har svært ved at overholde tidsfrister på børnefaglige undersøgelser.

Tre år om en børnefaglig undersøgelse

Birgitte og Ulf Carlsen er en af de familier, som oplever, at de venter på kommunen. De er forældre til 17-årige Bertram, som lider af en sjælden kromosomfejl, der gør, at han kognitivt er på niveau med en 2-årig.

Familien har derfor et stort behov for hjælp og støtte fra Ballerup Kommune, hvor de bor. En hjælp, som de ikke oplever at få.

- Selvom både læger og Ankestyrelsen siger, at vi har behov for og ret til hjælp, så oplever vi alt for ofte ikke at få den. Det er utroligt hårdt, og vi har begge i perioder været sygemeldt med stress som følge af at skulle dække Bertrams behov uden tilstrækkeligt med hjælp.

Forældrene søgte i 2015 Ballerup Kommune om hjælp til Bertram, men det tog ifølge forældrenes oplevelse kommunen over tre år at færdiggøre den børnefaglige undersøgelse, som skulle afdække Bertrams behov, og det er urimeligt, mener forældrene.

Birgitte, Bertram og Ulf Carlsen lever ikke et familieliv som de fleste. De er afhængige af støtte fra kommunen, for at kunne få hverdagen til at løbe rundt. (Foto: © Anette Dich)

Chef for Center for Børne- og Ungerådgivning i Ballerup, Pia Fussing Nielsen vil ikke forholde sig til den konkrete sag.

Hun erkender, at kommunen i perioder har svært ved at nå tidsfrister på børnefaglige undersøgelser, men hun mener ikke, at familiens historie er et generelt billede på sagsbehandlingen i kommunen.

- Vi gør generelt et godt arbejde for at afdække borgernes behov. I nogle tilfælde handler det også om, at vi i komplicerede sager skal indhente mange oplysninger, og det kan tage ekstra tid.

Bombe under systemet

Kurt Klaudi Klausen kalder kommunernes udfordringer med sagsbehandlingen for ’et kæmpe problem’ og ’en bombe under systemet’.

- Det er et billede på, at man lover noget og gør noget andet. Man har simpelthen skabt et system, som ikke kan fungere, fordi man har skabt for store forventninger til, hvad man kan levere i det offentlige.

Hos Børns Vilkår er de også bekymrede for de lange sagsbehandlingstider. Man risikerer nemlig at gøre ondt værre, forklarer direktør Rasmus Kjeldahl.

- Hvis tingene tager alt for lang tid, kan det også gå ud over den faglige kvalitet, fordi der er alt for meget, der når at ændre sig, og måske er der også skift i de personer, som ser på sagerne. Og vi ved, at når man har travlt, så får man måske ikke læst det hele og får slet ikke et samlet billede af sagen, siger han.

Hos Kommunernes Landsforening bekymrer det socialudvalgsformand, Ulrik Wilbek, at det kun er 24 kommuner, der svarer 'nej' til at de har udfordringer med at nå fristerne.

- Det er på ingen måder godt nok. Der ligger jeg mig fladt ned, men det er også et billede på en samfundsudvikling, som vi bliver nødt til at se på i fællesskab med Christiansborg.